Christiansfeld var besat af kosakker

Det var i begyndelsen af januar 1814, kort før fredsslutningen1, at rygtet spredte sig om, at den russiske general Tettenborn var på vej med sine kosakker.

Alle traf deres forberedelser; penge og kostbarheder blev gravet ned og indmuret, og enhver bad i stilhed til den Almægtiges beskyttelse.
Den 8. januar om eftermiddagen kom den første trop. De sprængte gennem gaderne og besatte alle veje. Hver af dem var bevæbnet med pistoler i bæltet, sabel og lanse ved siden, karabiner med spændt hane i den ene hånd og en ridepisk til at drive hesten frem med i den anden.1

Ville brænde byen af
De var meget ophidsede, og der faldt flere skud. Nogle landmænd, der ikke kom hurtigt nok af sted, faldt i hænderne på dem, én blev hårdt mishandlet og døde senere som en følge af mishandlingen.
Forstanderen, bror Fuchs, forsøgte at berolige majoren, der til al held forstod tysk, men han skældte ud, fordi han troede borgerne havde skudt på hans folk, og nu ville han stikke byen i brand som straf.
Forstanderen forsikrede, at der overhovedet ingen geværer fandtes i hele byen.
Imidlertid trængte nogle soldater ind i Brødrehusets gård, fratog slagteren, bror Schmidt, hans ur, slog med heftige kolbeslag vinduerne ind til bageriet og spisesalen og de stærke egetræsdøres fyldninger og tog alt, hvad de kunne få fat på.
Da Brødrehusets forstander forsøgte at tale dem til fornuft, greb de ham, røvede hans ur, penge, sølvbriller og en ny frakke og gav ham ovenikøbet et lansestød i brystet. De vendte op og ned på alt i huset og tog, hvad de ville, og på samme måde bar de sig ad i den vestlige del af byen. De mente, der lå danske soldater gemt i ejendommene.

Slog lejr ved Tyrstrups gamle kirke
Da de imidlertid ikke fandt nogen, blev de roligere, og efter at man endelig på majorens befaling havde skaffet hø og havre, strå og madvarer til veje, lejrede de sig – 250 mand i alt – om store vagt-bål i nærheden af Tyrstrup Kirke.
Skønt det var 13 graders kulde, lagde flere deres klæder fra sig og varmede sig ved ilden.
Da majoren hørte, at Christiansfeld var en Brødremenighedsby, beklagede han det skete, og hen imod aften lod han forstanderen vide, at de ikke behøvede at være bange.
Natten forløb roligt, selv om mange ikke kunne få søvn i øjnene.
Den næste morgen, søndag den 9. januar, kom en adjudant fra general Tettenborn med krav om forsynin-ger til 3.000 mand: 30.000 bundter strå, 30.000 bundter hø, 380 tønder havre og de nødvendige levnedsmidler.
Samtidig meddelte han, at generalen ville oprette sit hovedkvarter her. I tilfælde af, at det forlangte ikke blev leveret, blev der truet med ild og sværd.
Da hverken byen eller Tyrstrup var i stand til at opfylde sådanne krav, blev alle omegnens sogne opfordret til at deltage, og med deres hjælp blev kirkepladsen på kortest mulig tid fyldt med hø og strå, og kirken med havre.

Flere kosakker
Mens de først ankomne drog afsted nord på, kom der en ny trop på 400 kosakker med en kanon fra Haderslev.
De slog også lejr ved kirken, lod sig bespise og drog videre mod nord.
Bror Mygind havde imidlertid haft lejlighed til i Haderslev at overrække generalen et bønskrift om at skåne byen, og det lovede generalen.
Klokken seks om aftenen kom generalen i en lille russisk vogn, omgivet af sin stab. Foran og bagefter red kosakker to og to, de drog syngende ind i byen og tog opstilling langs husene i de to gader (Nørregade og Lindegade.)

Trængte ind i husene
Det var ikke nogen let sag at beværte de mange utålmodige gæster.
Kosakkerne trængte ind, hvor de fandt plads, hellere i de små end i de store huse, og søgte efter mad og drikke. Der blev sat ti store vaskekedler ud på gaden, i hvilke der blev kogt kød. Fra det nærliggende Aller drev man i en fart okser hertil.
Størst var trængslen i Nørregade. Flere hundrede mand fyldte Enkehuset, og særlig køkken og spisesal var så fyldt med soldater, at arbejdet med bespisningen var meget vanskelig. Især de ugifte søstre var bange, fordi Søstrehuset var fyldt med krigere fra Ural og Don, og gården fyldt med heste og krudtvogne, og kosakkerne løb meget uforsigtigt gennem hus og gård med lys og ild. Men til sidst kom en vagt på fire mand, der drev folk og heste ud af gården.
Også i drengeanstalten3 trængte kosakkerne ind, og det var meget vanskeligt at tilfredsstille dem.

100 bål i gaderne
Fra Tyrstrupgård og landsbyerne i omegnen måtte der stille 12 ridende bude og desuden fire brødre fra menigheden til at gå bud, og de måtte finde sig i hård behandling og var ved enkelte lejligheder i livsfare under slagsmål.
Efterhånden have de vilde fremmede fået stillet deres sult, og mange lagde sig i sneen ved deres heste, som stod bundne til lindetræerne langs med husene. Lanserne stillede de op mod døre og vinduer.
Strå, hø og havre lå i et tykt lag omkring bålene, og røgen fra disse fyldte husene. Der var i det hele ca. 100 bål i gaderne.

50 kosakker dræbt
eller såret ved Vonsild
Samme nat fandt der en træfning sted ved Vonsild, hvor omkring 50 kosakker enten faldt eller blev såret, og fire kanoner, som stod foran kirken, blev ført af sted i retning mod Kolding.
Mandag den 10. kom efterretningen om våbenstilstanden2, som kort efter blev afløst af fred, og ved middagstid drog generalen med sin stab tilbage til Haderslev. Med ham tog de fleste kosakker af sted, og der blev kun 200 tilbage.

Landmand fik
50 piskeslag
Hele ugen vekslede mellem håb og frygt i sindene, og den bragte mange ubehageligheder. En mængde proviant måtte skaffes til veje; hø, havre og strå leverede omegnen, resten skaffede menigheden.
Håndværkerne måtte uophørlig arbejde for kosakkerne uden betaling. Mange byttede deres dårlige heste med gode heste hos landmændene. Da en gårdmand fra Tyrstrup om natten forsøgte at tage sin hest tilbage, lavede kosakken et frygteligt hus, og manden fik 50 piskeslag.
Særligt kalmukkerne4 gjorde sig bemærket med deres dyriske begærlighed. Mange drak til overmål øl og brændevin, som de krydrede med peber. I kødsuppe hældte de eddike. Rå surkål med løg, agurker, æbler og sild var lækkerbiskener. For menigheden var det en udgift på 1.073 daler for ikke at tale om, hvad hvert enkelt hus måtte rykke ud med.
Obersten forsøgte til en vis grad at holde disciplin, han lod fem mand prygle offentligt i sin nærværelse for tyveri. Mange af dem var religiøse og viste deres ærbødighed for korset og Jesu navn.
Torsdag den 13. januar holdt de den russisk nytårsfest, da blev der spillet og sunget – og drukket en mængde brændevin.

Fred og glæde
Den 16. januar om formiddagen meddelte kommandanten, at freden var sluttet. Der blev stor glæde blandt soldaterne, og efter en mønstring drog de alle af sted samme eftermiddag. Forinden havde obersten bragt byen en tak.
Samme aften var der ikke én eneste tilbage, og om natten lød takkesangen fra 30 brødre gennem den fredelige lille by til Herren, som så nådigt havde holdt sin hånd over menigheden. Den egentlige takkefest fandt sted mandag aften den 17. januar, i hvilken omegnens befolkning også deltog.
Dagens løsen var: ”Din faders Gud, han hjælpe dig, den Almægtige, han velsigne dig“ (1. Mosebog 49,25), og denne hjælp og velsignelse fra oven følte alle, at Gud havde skænket dem.

Noter:
1. Grunden til kosakkernes ophidselse var, at de syd for byen var blevet skudt på af nogle udsendte danske dragoner fra Kolding, fortæller premierløjtnant J.D. Steman i ’Kosakkerne i Ribe’.
2. Fredslutningen i 14. jan. 1814 (Freden i Kiel), afsluttede Danmarks deltagelse i Napoleonskrigen, hvor vi kæmpede på den tabende side. Freden fik enorme konsekvenser:
* Danmark måtte afgive Norge til Sverige efter 434 års dansk-norsk statsfællesskab.
* Danmark beholdt Grønland, Island og Færøerne.
* Danmark måtte betale krigsskadeerstatning til de sejrende magter og deltage i kampen mod Napoleon.
3. Drengeanstalten = Christiansfeld gamle skole bag kirken.
4. Kalmukkerne = et mindre mongolsk folk, der er bosat i Kalmykien i det sydvestlige Rusland nordvest for Det Kaspiske Hav. Kalmykkerne er buddhister.
Henri.