Elever i Kolding Kommune skal ud og besøge arbejdspladser

Skoletjenesten Kolding er en del af landsdækkende indsats, for at flere unge vælger at blive faglærte. Dem er der nemlig mangel på.

Eleverne skal ud i virksomhederne og se, hvordan ting bliver til, og hvor spændende det er at være faglært. (Foto: Hannah Aurora Almstrup/Produktionensdanmark)

Vi kommer til at mangle titusindvis af faglærte i fremtiden, hvis ikke vi ændrer kurs i uddannelsessystemet.

Derfor er en række kulturinstitutioner på tværs af landet gået ind i at fortælle de unge om, at Danmark også er et land med produktion.
Skoletjenesten Kolding er med i denne indsats.
Danmark ER et produktionsland, vi glemmer det bare indimellem.
’Produktionens Danmark’, en undervisningsindsats som skal bringe skoleelever tættere på forsyningskæderne i det danske industrilandskab.
Det er Arbejdermuseet og Industrimuseet, der har taget initiativ til projektet. Og med yderligere otte institutioner ombord dækker projektet nu hele landet, for elever lige fra Bornholm til Vestjylland.
Forløbet sker efter sommerferien.
Her kan eleverne få et blik ind i en verden, de ellers sjældent møder.

Ikke bare kontorer
Arbejdermuseets vicedirektør, Linda Nørgaard Andersen, siger:
”Jeg tror, de færreste børn drømmer om at sidde på kontor, når de bliver voksne. Men vores erfaring siger, at det netop er det, mange børn ser for sig, når vi spørger, hvad det vil sige at gå på arbejde. Med Produktionens Danmark håber vi at kunne vise, at der også findes andre veje til et godt og meningsfuldt arbejdsliv.”

Unikt samarbejde
Skoletjenesten Kolding deltager i undervisningsforløbet ’Industrien i min hverdag’, som er målrettet elever fra 4.-6. klasse.
Her bliver eleverne først introduceret til industrien i en historisk sammenhæng på museet, og efterfølgende besøger klassen en lokal produktionsvirksomhed, hvor de oplever, hvordan ting fra deres dagligdag bliver til i praksis på en moderne arbejdsplads.
Netop samarbejdet mellem kulturinstitutioner og lokale virksomheder kan noget helt særligt, når det kommer til uddannelse og dannelse i det hele taget.

Rustfrit stålindustri
Stadsarkivar ved Kolding stadsarkiv, Lene Wul, siger om projektet:
”Med Produktionens Danmark får vi mulighed for at sætte spot på en af Koldings stærkeste fortællinger: den rustfrie stålindustri.
Det er historien om, hvordan land, by og produktion blev vævet sammen i en unik lokal udvikling – og om hvordan vi kan bruge den historie til at gøre industrihistorien levende for børn og unge i dag, så de ikke blot forstår fortiden, men også får lyst til at være med til at forme fremtiden.”
Emilie/Henri.

Fakta
• Produktionens Danmark er etableret i 2023 i samarbejde mellem Arbejdermuseet, Industrimuseet og Foreningen Insero.
• Projektet er finansieret gennem en bevilling på Finansloven – og løber indtil videre til og med 2027.
• Flere oplysninger: produktionensdanmark.dk

Samarbejdsinstitutioner:
Ud over Arbejdermuseet og Industrimuseet deltager en stribe kulturinstitutioner på tværs af landet.
• Museum Vest
• Skoletjenesten Kolding
• Den Gamle By
• Energimuseet
• Museum Midtjylland
• Industrimuseet Frederiks Værk
• Museum Helsingør
• Bornholms Museum

Se også