Asger Christensen fra Jordrup i jysk bondeoprør mod Ellemann
Venstres EU-parlamentsmedlem Asger Christensen fra Jordrup går lige op imod partiformand Jacob Ellemanns grønne linje, når det gælder regeringens planer om en CO2-afgift på landbruget.
– Det er ikke kun håbløst, men også kulsort at indføre en CO2-afgift på landbruget i Danmark. Med dansk enegang vil vi skubbe produktion og arbejdspladser ud af landet, siger Asger Christensen.
Han har lige siden valgkampen haft den samme holdning, mens partiformand Ellemann åbenbart er klar til at ’sluge’ en afgift.
Også den liberale tænketank Cepos går ind for en CO2 afgift på 750 kr. pr. tons CO2-udledning.
Men det vil slå benene fuldstændig væk under dansk landbrug, mener Asger, der selv er landmand og ejer af Nørupgaard sammen med hustruen, sygeplejerske Inge Schelde, der er 8. generation på slægtsgården, som har været i familiens eje siden 1767. Gården har ca. 600 malkekøer og 400 hektar agerjord.