Der findes ingen hurtige løsninger
LÆSERRBREV: Modsat hvad Asger Christensen giver udtryk for i sit indlæg, er atomkraft endnu hverken den billigste, hurtigste, sikreste eller grønneste løsning.
Asger Christensens hovedargument er, at atomkraft vil være et stærkt værn for vores forsyningssikkerhed.
Naturligvis ligger den geopolitiske situation også mig på sinde. For første gang siden Murens fald er der aktiv krig på det europæiske kontinent, hvilket kalder på fælles europæisk handling. Men lad os nu bruge de muligheder, vi har til rådighed.
Fremfor at tænke på utopiske fremtidsscenarier, skal vi bruge det europæiske fællesskab til at dele vores gode erfaringer med eksempelvis vind- og solenergi mere effektivt.
Vi bliver nødt til at se helt bort fra tanken om, at mere atomkraft er lig med større forsyningssikkerhed. Se blot på Frankrig, som sidste vinter kom i store problemer, da næsten halvdelen af landets atomreaktorer var lukket ned på grund af reparationer eller vedligeholdelse efter opdagelsen af blandt andet revner og korrosion.
Atomkraft anno 2023 er fortsat for risikabel, og regningen er for høj, hvilket vi også ser, når eksperter påpeger, at investeringer i nye atomkraftværker koster klimaet dyrt. I disse år skal vi balancere en fin linje, så lad os skabe større grobund for det, vi allerede er gode til.