Flot start på koncertsæsonen i Søstrehuset

Torsdag den 18. januar havde foreningen KLASSISK CHRISTIANSFELD indbudt til koncert i Søstrehusets smukke ramme med 10 unge og særdeles talentfulde studerende fra Syddansk Musikkonservatorium.

De ti unge musikere på forskellige trin i uddannelsen kommer vi sikkert (og forhåbentligt også her i Christiansfeld) til at høre mere fra fremover, så bid mærke i deres navne:

Henry Burtonwood/violin, Ann-Kirstine Vera Hansen/violin, Elina Kasesalu/violin og sang, Kristin la Cour/violin, bratsch og sang, Laura Holm Skyum/cello og sang, Johannes Christensen/guitar og percussion, Rebecca Beland/klarinet og basklarinet, Furio Bigi/altsaxofon, fløjter og percussion, Rikke Broholm Tornhøj Larsen/tværfløjte og sang samt endelig Raphël Delhome Boudreau på tværfløjte.

Koncertprogrammet omfattede ikke mindre end over 20 stykker, der afspejlede Folkemusiklinjens omfavnelse af folkemusik både fra Danmark og andre lande.

Repertoiret rakte over hele spektret fra en stille følsom udgave sunget som duet af visen, Solen er så rød mor – til en gang herlig spillemands-galop, Lurvelov over Shetlands bakker.

Publikum blev desuden budt på musikalske smagsprøver fra Fanø, USA samt ikke mindst fra Sverige. Der blev sunget og spillet i samlet flok som trio, kvartet, duo eller som solist. Takket være de mange forskellige og nogle gange utraditionelle instrumenter blev koncerten båret af en unik lyd, som programmet også havde fristet med.

Og ikke mindst vil koncerten blive husket for de unge spillefolks entusiasme, spilleglæde og kunnen allerede som studerende.

 

Se også