Simone og Katrine fra Lunderskov Boldklub har modtaget en ungdomslederpris

De to aktive piger er hjælpetrænere og en stor hjælp i arbejdet med børn.

Her ses Simone og Katrine ved overrækkelsen af prisen i Lunderskov Boldklub.

Simone Salling og Katrine D. Andersen fra Lunderskov Boldklub har netop fået overrakt en Ungdomslederpris af Erik Demant fra Fritidsrådet i Kolding Kommune.

Simone og Katrine startede for knap tre år siden, hvor de blev koblet på som ung-trænere for foreningens U6 drenge dengang.
Ung-trænere hjælper foreningens voksne træner og er en kæmpe gevinst for både den voksne træner og børnene på banen.
Simone og Katrine går virkelig op i trænergerningen og er 100% fokuserede på banen samt virkelig god til det sociale med børnene, fortæller Erik Demant.
Til ungdomsafslutningen i sommeren 2019 havde Simone og Katrine lavet personlige perleplader og slikposer til samtlige 20 spillere – og de holdt selv afslutningstalen for børnene foran ca. 250 deltagere.
I løbet af Corona tiden har Simone og Katrine også deltaget og været en medvirkende faktor til, at Lunderskov Boldklub i løbet af 2020 har fået stablet et lille U8 pigehold på benene.
Simone og Katrine har sågar efterspurgt flyers med reklame for fodbolden i klubben. Både Simone og Katrine ville besøge de relevante klasser på skolen og reklamere for klubben og holdene.

Ingen fælles uddeling
På grund af coronaen har Fritidsrådet i Kolding Kommune været på rundtur til en række foreninger for at uddele Ungdomslederpriser for 2020. Den årlige prisuddeling, som skulle have været afholdt på Kolding Teater, er i år på grund af corona-situationen erstattet af lokale fejringer i foreningerne.
Formand for Fritidsrådet Alice Nissen og næstformand Erik Demant har nydt at komme rundt og fejre de unge i foreningerne.
Alice Nissen siger: »Det har været en fornøjelse at møde de unge på deres hjemmebane og mærke, hvordan foreningerne bakker op omkring markeringen af deres indsats. De unge er gode rollemodeller, og vi håber, de kan være med til at motivere endnu flere til at melde sig på banen som frivillige«.
De unge modtog et diplom og en goodiebag fyldt med lækkerier. Selve muleposen, der er lavet i få eksemplarer, prydes af Jes Norbys motiv »Sport og godt«.
Henri.

Se også