Skatteregning for moms får ikke Karen Margrethe til at opgive

Jordrup Forsamlingshus venter på en skatteregning på over 100.000 kr. Men vi skal nok få den betalt, siger formanden Karen Margrethe Christensen, der er primus motor i forsamlinghuset.

Karen Margrethe Christensen er ildsjælen bag Jordrup Forsamlinghus.

– Vi skal nok få styr på det. For det ville da være en skam, hvis forsamlingshuset ikke længere var der, siger Karen Margrethe Christensen, der er formand for Jordrup Forsamlingshus.

Jordrup Forsamlingshus fik i slutningen af februar besøg af Skattevæsnet, som kunne fortælle Karen Margrethe og bestyrelsen, at forsamlingshuset ville få en stor ekstra regning.
Forsamlingshuset har nemlig ikke betalt moms for indtægterne ved deres arrangementer. Og det skal man. Så nu kommer der en regning for de sidste tre års moms på over 100.000 kr.

– Vi har ikke forsøgt at snyde, som nogen nok tror. Vi har bare ikke vidst, at vi skulle betale moms, bedyrer Karen Margrethe.

Hun var for ti år siden faktisk med til at redde det gamle forsamlingshus, som var truet af lukning. Som formand har hun taget sig af meget frivilligt og ulønnet arbejde for at holde forsamlingshuset kørende.

Genvalgt

Formanden og bestyrelsen blev genvalgt på generalforsamlingen den 20. februar. Udover formanden sidder Bodil Kristensen i bestyrelsen som næstformand og Daniel Mathiesen er kasserer. Desuden er Vagn Kristoffersen og Knud Jeppe Christensen menige medlemmer.

Og problemerne med moms har ikke fået Karen Margrethe til at opgive sit frivillige arbejde:

– Nej, jeg fortsætter da indtil videre, selv om jeg for seks år siden blev ramt af rygmarvssygdom, så jeg nu er handikappet og må bruge rolator. Det har gjort det sværere at komme omkring, indrømmer formanden.
Reglerne siger, at foreninger må tjene op til 50.000 kr. uden at betale moms. Kommer de over dette beløb, skal de indberette moms til skat hvert kvartal eller halve år.

– Jeg tror, der er mange små forsamlingshuse, der har de samme problemer. Nu er der også kommet regler om, at der kun må holdes bankospil for medlemmer, og det gør det heller ikke nemmere, siger Karen Margrethe.

Forsamlingshuset i Jordrup har 170 medlemmer. Mange udefra benytter huset, mens formanden godt kunne tænke sig mere lokal opbakning.

Udover fire årlige bankospil til påske, sommer, høst og jul, arrangerer man også koncerter. Forsamlingshuset har lige haft en koncert med musikerne Peter Vesth, Kristian Rusbjerg og Louise Espersen den 17. april. Men indtægterne fra billet- og bar-salg er for beskedne til at kunne dække udgifterne til moms-regningen. Der er plads til cirka 120 gæster ved koncerterne. Den næste koncert holdes den 18. september med Johnny Hansen og Kandis.

– Vi har pengene, og vi skal nok få betalt det, vi skylder, når vi kender det endelige beløb, fortæller Karen Margrethe Christensen.

Men forsamlingshuset har også andre udgifter, som nu må vente, og fremover bliver man også nødt til at opkræve moms. En del private lejer forsamlingshuset til deres familiefester. Det giver også nogle indtægter.

Se også