Borgmesteren: Kommunen har en robust økonomi

Kolding Rådhus set fra havesiden.

Kolding Byråd har godkendt kommunens regnskab for 2023, og kommunen har en robust økonomi, siger borgmesteren.

– Regnskabet ser rigtigt godt ud på mange måder. Vi kan godt tillade os at konkludere, at vi har en robust økonomi i Kolding Kommune, konstaterer borgmester Knud Erik Langhoff.

Han fremhæver, at det er lykkedes at nedbringe den langfristede gæld med 108,9 mio. kroner. Heraf er 96 mio. kroner gået til at nedbringe kommune-kreditten.

– Det er virkelig noget, der betyder noget. For det viser, at vi har betalt mere af på vores lån, end vi har optaget af nye lån. Sådan bør det være, når man vil have en sund økonomi, understreger Knud Erik Langhoff.

Penge nok i kassen

Byrådet har en budgetstrategi, der siger, at der i gennemsnit hen over året skal være mindst 400 mio. kroner i kassen til at betale regninger med.

– I 2023 har vi haft en højere likviditet end vores minimumsgrænse. Og som tingene ser ud nu, vil vi også være i stand til at bevare likviditeten på den rigtige side af de 400 mio. kroner frem til og med 2028. Det er godt, for det er en forudsætning for, at vi bl.a. kan gennemføre de anlæg, vi har budgetteret med. Pengene er nemlig allerede disponeret til service og anlæg i de kommende år, påpeger borgmesteren.

Budgetter overholdes

– Selv om det måske lyder som en selvfølgelighed, så er det en afgørende forudsætning, at budgettet bliver overholdt. Og her i Kolding lægger samtlige politiske udvalg et stort arbejde i løbende at følge op på deres budgetter sammen med embedsfolkene. Det lønner sig i sidste ende. Selv på det specialiserede socialområde, som så mange andre kommuner har problemer med, har vi formået at holde udgifterne inden for rammen, pointerer Knud Erik Langhoff.

Styring af det specialiserede socialområde

Hver eneste måned bliver der holdt nøje øje med, hvordan udgifterne udvikler sig på det specialiserede socialområde. Det vil sige til børn, unge og voksne, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Det sker gennem dialog på tværs af forvaltninger og afdelinger i kommunen. Det tætte samarbejde gør det lettere at forudse og tage højde for eventuelle stigende udgifter.

– Det er et kardinalpunkt for Kolding Kommune, at vi vil styre det specialiserede socialområde så godt som overhovedet muligt. Det er vigtigt, så vores samlede økonomi ikke væltes af ekstraordinære udgifter på dette område, og så vi samtidig kan overholde kravene til at levere en god service for borgerne. Og det lykkes rigtig godt hos os takket være et godt samarbejde mellem politikere og embedsfolk, understreger Knud Erik Langhoff.

Rie/Henri.

Se også