Frivillige er nødvendige for Vamdrups udvikling
Vamdrup Byforum holder onsdag årsmøde i Vores Hus.
– Frivilligt arbejde har stor betydning for de danske lokalsamfund – også for den fortsatte udvikling af Vamdrup, siger formanden Katja Hartmann fra Vamdrup Byforum, som onsdag holder årsmøde i Vores Hus.
– I hjertet af ethvert samfund ligger frivilligheden som en kærkommen kraft. Også i Byforum har vi brug for frivilligheden til at udvikle Vamdrup i en positiv retning, siger hun.
Kolding Kommune samarbejder med Byforum og anser det for et talerør for borgerne i Vamdrup.
Det laver Byforum
– Vi har fx udvidet hundelunden ved Margrethelund, udskiftet fuglekiggertårnet ved Bønstrup Sø og etableret gavlmaleri på gavlen af brandstationen, oplyser formand Katja Hartvig.
Vamdrup Byforum blev etableret i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007.
Udover valg og beretning har bestyrelsen en række forslag til ændringer af vedtægterne.
Årsmøde den 29. maj
I forbindelse med årsmødet den 29. maj kommer formanden Katja Hartmann med en opfordring til borgerne i Vamdrup:
– Vi har brug for dig for at sikre, at Byforum repræsenterer borgerne i Vamdrup og opfylder vores formål. På årsmødet vil vi afholde valg, hvor DU har mulighed for at stille op. Hvis du er interesseret i at bidrage til Byforums arbejde, opfordrer vi dig til at deltage på årsmødet. På Facebook kan du også se opslag om, hvad vi har arbejdet med i 2023.
Borgmesteren kommer
Borgmester Knud Erik Langhoff er blevet bedt om at komme med sine betragtninger på Vamdrups udvikling de sidste 15 år og for fremtiden. Hvorfor er det gået, som det er i Vamdrup, skal han svare på.
– Derudover vil vi gerne høre, hvad borgerne, foreningerne og kommunen kan gøre for at understøtte byens positive udvikling og bremse en eventuel negativ udvikling, siger Katja Hartmann. Det sker kl. 18.30 i Vores Hus, hvor Byforum vil være vært ved kaffe/te og lagkage.