Landmanden fra Jordrup genvalgt til Europa Parlamentet
Den lokale landmand, Asger Christensen, Jordrup, blev valgt som én ud af de kun 15 danske politikere, som kunne vælges til EU-parlamentet søndag.
Og helt i tråd med sin afslappede stil tilbragte han valgaftenen hjemme på Nørupgaard i Jordrup sammen med familien, samarbejdspartnere, ansatte og venner.
Søndag stemte han sammen med hele familien – børn og børnebørn – i Lunderskovhallen.
Han kunne på det tidspunkt ikke vide, om han var valgt, idet Venstres tilslutning i Folketinget ikke tydede på, at partiet ville få to mandater.
“Det er lidt specielt at være til jobsamtale med hele den danske befolkning i dag. Jeg håber, at min indsats de sidste fem år gør, at jeg får fem mere i Bruxelles,” sagde han ved stemmeurnen.
Udover valget var det også en helt særlig familiedag for Asger:
“Idag fylder min søn, Simon, også 30 år. Så det er en helt særlig dag med både rund fødselsdag og valg. Der er meget at fejre.”
Bedre end forventet
I betragtning af den nedsmeltning, som Venstre har været ude for de sidste par år, er partiet godt tilfreds med to mandater. Ja, det tolkes endda som en stor sejr for partiformand Troels Lund Poulsen. Det er dog ikke ham, men Venstres EU-kandidater, der har skaffet sejren. Morten Løkkegaard blev som spidskandidat topscorer for Venstre med 174.048 personlige stemmer. Men Asger Christensen skaffede alene 47.088 personlige stemmer. Så selv om Ulla Tørnæs fik over 30.000 stemmer, fik Asger Venstres 2. mandat.
By- eller land-Venstre
Mens Løkkegaard er typisk repræsentant for ”by-Venstre” er Asger C. repræsentant for det jyske ”land-Venstre”. Især når det gælder landbruget er de uenige, bl.a. om CO2 afgiften. Og nu følger 5 år i Europa Parlamentet, hvor de skal samarbejde om mange vanskelige sager.