Samtalesalon med mode-ikonet Lotte Freddie på Koldinghus

Modeikonet Lotte Freddie medvirker i en ”samtalesalon” på Koldinghus med museets direktør Jesper Munk Andersen.

På onsdag den 19. juni kl. 17 kan man komme helt tæt på H.K.H. Prinsesse Benediktes gallakjoler, når Koldinghus inviterer til samtalesalon med mode-ikonet Lotte Freddie.

Her vil hun sammen med museumsinspektør ved Kongernes Samling, Jesper Munk Andersen, tage på en stil-historisk tour-de-force gennem de sidste fire årtiers mode fortalt gennem Prinsessens enestående rober, skabt af den kendte modeskaber Jørgen Bender (1938-1999).

Prinsessekjoler

Flere end 20 af H.K.H. Prinsesse Benediktes gallakjoler vises lige nu i Koldinghus’ særudstilling ”PRINSESSEKJOLER”, som er skabt i anledning af Prinsessens 80-års fødselsdag i foråret 2024.
Dragterne i slottets Dansesal med fejende tyl, silke og organza er samtalestof i salonen, hvor såvel snitmønstre som kongelig etikette eftergås.

”For hvem er bedre til at stille skarpt på hver en søm og bort end ikonet Lotte Freddie, som har arbejdet i modeindustrien i mere end 65 år, tidligere som model og siden som modeskribent og -redaktør,” skriver museet.

”I samtalesalonen vendes tidsåndens påvirkning, modesnittet og de særlige krav, som stilles til kongelige kjoler. Fra 1960’ernes elegante A-snit til 1980’ernes farve- og volumenglæde. Fra hensyntagen i snitmønstret til ordensbåndenes montering til en repræsentativ fremtoning i blitzlysets skær – alt sammen hensyn, som Jørgen Bender mestrede til perfektion.”

Modeskaberen

Han var i en lang årrække Prinsesse Benediktes foretrukne modeskaber, ligesom han også syede og designede for Prinsessens mor og søstre: Dronning Ingrid, H.M. Dronning Margrethe og H.M. Dronning Anne-Marie.

Kjolerne og dragterne levendegør således ikke kun den fremherskende mode, men også Prinsesse Benediktes liv og de sidste mange årtiers kongelige begivenheder. Benedikte er æresprotektor for Koldinghus.

I udstillingen vises både fødselsdagskjoler, en sølvbryllupskjole og selskabskjoler i eksklusive tekstiler. Dem vil samtalesalonen med mode-ikonet og museumsinspektøren naturligt komme omkring.

Det bliver kort sagt en aften med modehistorisk kræs for kongeligt og kreativt interesserede.

Det koster 195 kr. at være med til Samtalesalonen. Dog kun 145 kr. for dem, der har årskort.

Billet kan købes på kongernessamling.dk/koldinghus.

Se også