’Grøn i Vamdrup’ er med på Crazy Hours
Den 9. august holdes den årlige byfest ”Crazy Hours” i Vamdrup.
Vamdrups folkefest, Crazy Hours, tilføres i år et nyt islæt. De tomme lokaler i byens tidligere bibliotek forvandles nemlig til en spændende udstilling med bæredygtighed, miljø, genbrug, klima og natur i centrum.
Udstillingen afvikles fredag den 9. august, hvor også hele bymidten omdannes til en stor festplads med boder og udstillinger, og hvor en række kunstnere vil bidrage til festlighederne.
Bag den grønne udstilling står Facebook-gruppen ”Grøn i Vamdrup”. Det sker i tæt samarbejde med kommunens Bæredygtighedshus, Redux og landboforeningen Spiras, som alle fremviser tiltag, der kan bidrage til at sikre vores fælles fremtid.
Kolding Kommune lægger stor vægt på samarbejdet med især landbruget for at nå dets mål om bæredygtighed. Derfor åbnes udstillingen af formanden for Natur, Miljø og Klimaudvalget i Kolding Kommune, Jørn Chemnitz, og den lokale ”Bæredygtighedshelt”, Helge Paulin, og det sker klokken 18.30. Der er gratis adgang til udstillingen hele aftenen.
– Vi vil med den fælles udstilling vise, at vi bakker op om de politiske mål i vores kommune, fortæller Helge Paulin fra Grøn i Vamdrup og fortsætter:
– Det passer fint ind i vores indsats for lokalt at bidrage til en grønnere fremtid.