Hjertestarter også i Favstrup

Hans Henrik og Rikke Mikkelsen på Favstrupvej 43.

Favstrup har nu også fået en hjertestarter. Den er placeret på butiksfacaden af Favstrup Fisk og er tilgængelig 24/7. Den hænger i et grønt skab, og der er lys på om natten, så den er til at få øje på.

– Vi har valgt at købe den, så det kan giver mere tryghed i vores lille lokalsamfund. Vi har bl.a. en del ældre kunder. For os er den nærmeste hjertestarter nede i byen, og det er jo sekunder, der er afgørende for udfaldet ved hjertestop, siger Rikke Mikkelsen fra den lille fiskebutik ved Favstrup.

– Den hjertestarter, vi har købt, er meget nem at bruge, da den fortæller alt, hvad man skal gøre. Den minder også om, at det er 30 tryk og 2 pust, siger Rikke, som gerne vil takke alle kunder, der igennem tiden har handlet i butikken og har været med til, at det har kunnet lade sig gøre at investere i hjertestarteren.

Flyttede ind i stormskadet hus

Parret flyttede ind i huset i 2000. Det vil sige, at de boede i en campingvogn på grunden og en overgang i sommerhus.

”Når vi skulle i bad om aftenen, kunne vi kigge op på stjernerne,” har Hans Henrik og Rikke tidligere fortalt til avisen.

De havde købt en ejendom, der var svært stormskadet efter stormen i 1999. Så Hans Henrik fik i høj grad brug for sin håndværksmæssige baggrund.

Der skulle fx. sættes spær hele vejen rundt, og den lille bygning ved siden af hovedhuset skulle også sættes helt i stand. I begyndelsen havde parret røgeovn i den lille bygning. Et andet rum i bygningen har i tidens løb lagt vægge til forskellige dyr, bl.a. får, grise, kalkuner og høns.

Røger fisk

Hans Henrik har i mange år været en ivrig fisker. Sammen med fiskeriet havde Hans Henrik gennem 17 år røget fisk for venner og bekendte. Dengang stod røgeovnen udenfor.

For knap ti år siden besluttede parret at prøve med en fiskeforretning. De har nu to røgeovne og tre frysere.

”Det er kun en hobby. Men den kræver en god indsats,” understreger Rikke. ”Jeg står for hjemmesiden, kundekontakten og regnskabet, og så har jeg ansvaret for fiskefrikadeller, salater, delikatesser og at stege fiskefileter. Jeg er blevet rigtig god til at lave vores populære anretninger,” tilføjer hun. Hans Henrik slagter, skærer ud og røger fiskene.

”Der skal holdes godt øje med ovnene, når de er i gang,” fortæller Hans Henrik. Fedtet fra fisken drypper ned på en rist, der skal holdes ren. Ellers kan der antændes ild i ovnen.

Se også