Falck får kontrakt på 10 år mere i vores område
Falck får kontrakten på ambulancetjenesten i Trekantområdet de næste 10 år. Det besluttede Regionsrådet mandag aften.
Ambulancetjenesten i Trekantområdet har været i udbud, og Falck har vundet, så virksomheden fortsætter derfor som ambulanceoperatør i Trekantområdet.
Den nuværende kontrakt med Falck for Trekantområdet udløber 31. august 2025. Derfor besluttede Regionsrådet 27. marts 2023 at sætte gang i et udbud af ambulancedriften i Trekantområdet.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:
– Med udbuddet har vi fundet en kompetent og velkendt operatør, der skal sikre borgerne i Trekantområdet tryghed og akuthjælp i de kommende år. Samtidig ser vi frem til, at Falck – i et samspil med vores vagtcentral, Ambulance Syd og vores nye præhospitale direktion – kan være med til at drive innovation og kvalitetsudvikling på ambulanceområdet i Region Syddanmark.
10-årig kontrakt
Kontrakten med Falck er på 10 år – dog med mulighed for at opsige efter fem år.
Bente Gertz (S), der er formand for Præhospitaludvalget, siger:
– Med en 10-årig kontrakt sikrer vi kontinuitet og stabilitet, samtidig med at vi giver ambulanceoperatører incitament til investeringer. Nu ser vi frem til at fortsætte det gode samarbejde med Falck.
155 mio. kr. om året
Falck har vundet opgaven, fordi de kom med det mest fordelagtige tilbud set ud fra en samlet vurdering af økonomi, kvalitet og leveringssikkerhed.
Ifølge den nye kontrakt med Falck skal regionen betale 155 mio. kr. om året i forhold til nuværende set-up af ambulancer og øvrige enheder i Trekantområdet. Den gamle kontrakt lød på 147 mio. kr.
Stigningen på de 8 mio. kr. årligt kan afholdes inden for budgettet på det præhospitale område.
Ud over ambulancekør-slen omfatter opgaven også kørsel med akutlægebiler, akutbiler, præhospitale visitationsenheder (PHV) og liggende patienttransport.
Regionsrådets beslutning er en hensigtserklæring. De endelige kontrakter bliver underskrevet d. 12. september, når den udbudsretlige periode er udløbet.