30 millioner til lokale projekter
Deadline for ansøgninger til Norlys Vækstpulje er den 1. oktober.
Har du en idé, der kan gøre en forskel, eller mangler dit projekt de sidste tusind kroner for at kunne realiseres, så er det nu, du skal søge støtte fra Norlys Vækstpulje.
Fristen for at søge puljen og potentielt få del i de omkring 30 mio. kr., der er afsat til den sidste uddelingsrunde i år, er 1. oktober.
– Den store interesse for Norlys Vækstpulje viser, at der er et enormt engagement rundt om i landet. Vi er stolte over at kunne støtte initiativer, der fremmer både fællesskab og bæredygtighed, siger Torben Skødt, som er formand for Norlys Vækstpulje Syd.
Grønt og lokalt fokus
Norlys Vækstpulje har siden oktober 2020 uddelt mere end 200 mio. kr. til en lang række forskellige såkaldt ”bæredygtige” projekter, der på den ene eller anden måde bidrager til fællesskab og en grøn og digital samfundsudvikling.
Alene sidste år blev der givet 17 mio. kr. til projekter, der havde som mål at energirenovere eller -optimere alt lige fra små forsamlingshuse til store sportshaller.
De i alt 208 støtte-modtagere fik støtte til mange forskellige tiltag som etablering af solceller, udskiftning af oliefyr og indkøb af energirigtige hvidevarer.
– Grøn omstilling og energibesparelser er stadig i højsædet, og det ser vi også i årets ansøgningsfelt. Både små og store projekter søger om støtte til at fremme bæredygtighed, innovation og det lokale fællesskab, siger Torben Skødt.
Ansøgningsprocessen kan findes på Norlys’ hjemmeside, hvor den fuldstændige liste over projekter, som Norlys Vækstpulje har støttet siden 2020 også findes.
Hvad er Norlys?
Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. Norlys er ejet af flere end 800.000 andelshavere og leverer energi, ladestandere, tv, internet, og mobiltelefoni.
Norlys ejer landets største elnet, landets største fibernet og via ejerskab af Telia også halvdelen af landets største mobilnet.
Derudover ejer Norlys aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading og den grønne, cirkulære industripark Greenlab, samt halvdelen af Eurowind Energy, der er en førende udvikler af solcelle- og vindmølleparker.
Norlys har 4.600 medarbejdere i Silkeborg, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København.