Landmænd kræver flere DNA-prøver ved ulveangreb

Ellers er det svært at påvise, at der er tale om en ”problem-ulv”.

Fakta: Task Force Vildt er en politisk arbejdsgruppe bestående af Jysk Landboforening, Herning-Ikast Landboforening, Holstebro Struer Landboforening, Familielandbruget Vestjylland, Fjordland, Vestjysk, Landboforening Midt samt Spiras, der arbejder med udfordringer med jagtbare og ikke-jagtbare arter.
TFV arbejder for at sikre, at landmænd og lodsejeres bekymringer og interesser bliver hørt, både i landbruget og i politiske sammenhænge.
Gruppen samarbejder med relevante myndigheder som Naturstyrelsen, Danmarks Jægerforbund og Vildforvaltningsrådet for at skabe en bæredygtig forvaltning af vildtbestanden i Danmark.

Task Force Vildt, der især er en organisation af landboforeninger, bifalder den mulighed for dispensation til regulering af ulve, som er indført for at forhindre alvorlig skade på husdyr og ejendom. Men det er nærmest umuligt at bevise, at en ulv er en problemulv…

Ifølge Miljøstyrelsens egne retningslinjer kan dispensation til regulering gives, hvis der ikke findes andre løsninger, og det ikke truer ulvens naturlige udbredelse.

Til trods for denne mulighed er der i dag endnu ikke reguleret én eneste ulv i Danmark. Dette skyldes i høj grad, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for at kunne kategorisere en ulv som en “problemulv”.

Behov for DNA-test

For at kunne foretage en præcis vurdering af, om en specifik ulv gentagne gange står bag angreb i et område, er det nødvendigt at indsamle og analysere DNA-prøver ved formodede ulveangreb.

Det er desværre ikke standard praksis, og mange lodsejere oplever, at lokale vildtkonsulenter fra Naturstyrelsen undlader at tage DNA-prøver, selv når de specifikt anmoder om det.
Task Force Vildt ser dette som en alvorlig begrænsning for den ansvarlige forvaltning af ulvebestanden i Danmark.

– Vi møder ofte frustrerede landmænd, der gang på gang har set deres husdyr blive udsat for voldsomme ulveangreb, kun for at opleve, at det eneste tilgængelige værktøj til at identificere de problematiske dyr – DNA-prøvetagning – ikke bliver anvendt, siger Leif Nørgård, som er formand for Task Force Vildt.

Uden systematisk DNA-prøvetagning mangler der afgørende information om ulvenes adfærd, hvilket gør det næsten umuligt at identificere problemulve og dermed vurdere, om de bør skydes.

Urimeligt

– Det er helt uacceptabelt, at landmænd skal stå magtesløse og se deres husdyr blive angrebet uden at få den nødvendige hjælp til at dokumentere angrebene, siger Leif Nørgård.

– Vi har brug for en langt mere konsekvent brug af DNA-prøver for at kunne udpege problemulve og sikre, at regulering kan finde sted, når det er nødvendigt.

Vi opfordrer derfor Naturstyrelsen til at tage DNA-prøver ved alle formodede ulveangreb for at sikre en præcis og videnskabeligt funderet forvaltning af ulvebestanden.

Kortlægning af ulvenes færden og adfærd er afgørende for at beskytte både lodsejernes interesser og husdyr, samtidig med at ulvens naturlige udbredelse ikke trues.
Task Force Vildt står klar til at samarbejde med myndigheder og andre interessenter for at skabe en bedre praksis, hvor mulighederne for regulering bruges ansvarligt og effektivt, siger Leif Nørgård og Kåre Flye Andersen, der næstformand i TFV.

Se også