Jordrup-politiker får EU til at køre fiske-sag mod Storbritanien
I maj måned besluttede Storbritannien at lukke tobisfiskeriet i britisk farvand. Og det gik ud over de danske fiskere.
Asger Christensen fra Jordrup, som er medlem af Europa Parlamentet for Venstre, gjorde allerede dengang opmærksom på, at det var i direkte strid med den fælles handelsaftale med Storbritannien, som EU og Storbritannien indgik i forbindelse med Brexit.
Lukningen af tobisfiskeriet i britisk farvand har store konsekvenser for de danske fiskere. Derfor gik Asger Christensen straks ind i sagen og fik medhold fra EU-Kommissionen, som åbnede konsultationer med Storbritannien for at finde en fælles løsning.
Men det kom der ikke tobis-fisk i kurven af. Derfor har Asger Christensen siden fastholdt presset på EU-Kommissionen, som nu for første gang i historien har besluttet at indlede en voldgiftsag mod Storbritannien.
Det er historisk, at dansk fiskeri nu kommer til at danne præcedens for voldgiftsager mellem EU og Storbritannien.
Det er nemlig første gang i historien, at en sådan sag finder sted i forbindelse med Brexit-aftalen.
Asger Christensen har løbende holdt møder med repræsentanter fra DG MARE (svarende til EU’s fiskeriministerium), og han har ved flere lejligheder drøftet sagen med den nye kommissærkandidat for fiskeri, Costas Kadis.
Asger har ligeledes løftet sagen i EU’s Fiskeriudvalg – både før og efter han for nylig blev genvalgt til både Europa-Parlamentet og EU’s Fiskeriudvalg, hvor han tidligere sad som næstformand.
Voldgiftsdommere skal udpeges inden for de næste 10 dage, og sagen igangsat senest 30 dage efter notifikationen. Indenfor 160 dage skal der foreligge en afgørelse og derefter 30 dages varsel, før en evt. ændring skal være på plads.
Hvis alt går vel, så kan de danske fiskere igen fiske tobis i britisk farvand fra 25. maj 2025.
Det er en fortsat topprioritet for Asger at fortsætte kampen, indtil danske fiskere igen kan fiske tobis i britisk farvand. Det er målet.