Rema 1000 bygger ny butik i Lunderskov

Når butikken åbner, er det slut med, at SuperBrugsen er eneste forretning i byen, der tilbyder borgerne køb af dagligvarer.

LUNDERSKOV: Rema 1000 er godt gang med byggeriet af sin nye butik i Lunderskov lige i udkanten af den gamle bydel, men ikke langt fra nye boligområder og nær ved hovedvej Rute 32, Kolding-Ribe.

Etableringen af den nye Rema 1000-butik betyder, at borgerne i Lunderskov og nærmeste omegn kan se frem til at få en indkøbsmulighed mere i byen af dagligvarer.

I øjeblikket er SuperBrugsen nemlig ene på markedet. Alternativet for Lunderskov-borgerne er at tage en tur til nabobyerne, når de skal handle dagligvarer. Og det er enten Vamdrup, Kolding eller Vejen, der nyder godt af det.

Fællesavisen havde mandag kontakt til Rema 1000 Danmark, men der var ikke meget nyt at hente hos kædens informationschef, Jonas Schrøder, udover at åbningsdagen bliver en gang i foråret 2025. Der var heller ikke noget at hente om ansættelse af personale:

– Så vidt er vi slet ikke kommet endnu, lød svaret bare. Og omtrent det samme om åbningstidspunket.

Det er her i den nordlige del af Lunderskov by, at Rema 1000 bygger ny dagligvarebutik tæt på byens nye boligområder og lige ved hovedvej Rute 32 Kolding-Ribe. Byggeriet er nu så vidt, at der er ved blive muret mursten på uden på elementbyggeriet. Når det står færdigt, vil butikken ligne denne Rema 1000 butik i Brande herunder.

423 Rema-butikker

Han kunne dog bekræfte vore oplysninger om, at kæden, inklusive overtagelsen af en række forretninger fra Aldi, nu er oppe på ikke færre end 423 butikker i Danmark. Rema 1000 forventer at åbne yderligere 20 butikker i 2025. Endvidere kunne han også bekræfte, at kæden nu er oppe på flere end 20.000 ansatte alene her i Danmark. Rema 1000 er oprindeligt norsk.

Der bliver adgang til den nye Rema 1000-butik i Lunderskov fra indfaldsvejen, Reinholdts Bakke. Og butikken får et bruttoareal på 1.200 kvadratmeter med et salgsareal på 790 kvadratmeter.

/seb.

Se også