Flytning af skilt og ændring af påskrifter gør Vamdrup større
VAMDRUP: Vamdrup by får snart flere indbyggere. Og det sker ved at flytte et byskilt og ændre teksten fra ”Bastrup” til ”Vamdrup” på alle skilte ved indfaldsvejene til byen fra syd.
Ændringerne, som Kolding Kommune har besluttet, betyder, at både landsbyen Bastrup og de nye boligområder, der hastigt skyder op ved Tøndervej og Hvidkærgårdsvej, bliver en del af Vamdrup by og vil dermed tælle med, når byens indbyggerantal officielt gøres op.
– Både forvaltningen og politikerne er enige med mig i, at tiden er inde, til at de nye boligområder ved Hvidkærgårdsvej og ved Tøndervej officielt kommer med ind til byen, lyder det fra Freddy Christensen, Vamdrup, der er byrådsmedlem for Venstre og ophavsmanden bag ændringerne.
Utidssvarende skilt
– Udviklingen er simpelthen løbet fra den nuværende skiltning, blandt andet fordi Vamdrup bys udvikling udelukkende foregår mod syd og uden for den nuværende bygrænse. Og så er Vamdrup og Bastrup nu også bygget sammen til en samlet enhed, fortæller Freddy Christensen videre om baggrunden for ændringerne.
Ifølge den kommunale forvaltning går operationen ud på at flytte et byskilt (sort/hvid), der nu står ved Kirkevejens udmunding på Hvidkærgårdsvej med teksten ”Bastrup”, længere ud mod vest med påskriften ”Vamdrup”.
Det betyder, at de nye boligområder på begge sider af Hvidkærgårdsvej officielt kommer ind under Vamdrup by og dermed også sikres med nedsat hastighed for den kørende trafik.
Videre ændres påskrifterne på de ordinære byskilte på Tøndervej syd for Bastrup og på Bastrup Skolevej fra ”Bastrup” til ”Vamdrup”. Det betyder blandt andet, at der opnås en samlet 50 km byzone gennem Bastrup og Vamdrup.
I samme ombæring fjernes det nuværende stednavnskilt (blå/hvid) ”Vamdrup” ved krydset Tønder-vej/Dysseager/Søndermarken.
Stednavnet Bastrup bevares
Det nuværende stednavnsskilt (blå/hvid) på Tøndervej i retning mod syd med teksten ”Bastrup” bevares. Og så opsættes der yderligere et skilt af sammen slags på Tøndervej, lige syd for bebyggelsen i Bastrup.
Disse skilte skal fortælle omverdenen, at der stadig er noget på landkortet, der hedder Bastrup – dog i fremtiden måske mere som en bydel i Vamdrup.
Vamdrup er i øjeblikket den andenstørste by i Kolding Kommune med i omegnen af 5.000 indbyggere.
/seb