Hjertet i Taps nomineret til Årets Forening

Hvert år kårer Kolding Kommune ”Årets Forening” – og i år er ”Taps.dk – Hjertet i Taps” med i opløbet.

I kommunens begrundelse hedder det:

”Taps.dk er hjertet i Taps og sørger for, at byen ikke bare er en samling huse på Hovedvej 170. Foreningen skaber fællesskab gennem alt fra fællesspisninger og sommerfester til karlegymnastik for mænd mellem 30 og 80 år og gåture for dem, der ellers ikke ville dyrke motion. Taps er befolket af ildsjæle som bl.a. Arne, Kaj og Tommy, der står bag alt fra stisystemer og affaldsindsamlinger til livlige generalforsamlinger og aktiviteter i det omdannede forsamlingshus, Taps Skole. Taps.dk er med til at få fællesskabet til at gro.”

Det er først den 15. januar, det viser sig, om Taps også bliver årets forening.

Der er nemlig to andre nominerede til titlen:

Kolding Bokseklub, som er Danmarks største bokseklub og et samlingspunkt for næsten 400 medlemmer – fra motionsboksere til olympiske kandidater.
Og KIF Håndbold, som prioriterer og værner om de frivillige.

Afgørelsen den 15. januar sker ved et stort anlagt show, hvor der er gratis adgang, hvis man bestiller billet på forhånd på kommunens hjemmeside.

Præmien er en pokal og 10.000 kr.

Mandag d. 9. december var Kolding Kommunes videofolk i Taps for at filme lidt ved karle og dame gymnastik.

Det bliver til en lille kort video, som bliver vist til showet på Comwell for at vise Taps.dk som nomineret.
Udover Årets Forening skal dommerne kåre Årets Leder. Publikum ved Fritid og Idræt Award afgør, hvem der løber afsted med årets Publikumspris.

Se også