Vamdrup på barrikaderne: Vil bevare attraktiv bolig-udstykning

Planer om at droppe udstykningen i kommuneplanen.

Det er dette naturskønne område ved Bønstrup Sø, som kommunens forvaltning nu mener, ikke skal bruges til boliger.

VAMDRUP: Et forslag om at droppe en udstykning ud af kommuneplanen for attraktive boliger i nærheden af den smukke Bønstrup Sø i Vamdrup har nu fået lokale i byen på barrikaderne.

– Muligheden for at udstykke til boliger ved søen skal fastholdes i kommuneplanen. Der er nemlig behov for større mangfoldighed i Vamdrup, når det handler om byens fremtidige boligudvikling. Og med udstykningen ved søen kan der skabes et særdeles attraktivt boligområde, lyder det fra Poul Erik Jensen (S), Vamdrup.

Poul Erik Jensen har tidligere været viceborgmester i den gamle Vamdrup Kommune og medlem af Kolding Byråd, og han har netop for nylig bebudet, at han på ny vil søge opstilling til Byrådet ved kommunalvalget til efteråret. I øjeblikket er han medlem af Regionsrådet for socialdemokratiet.

Også Vamdrup Byforum har gjort skriftlig indsigelse mod forslaget om at droppe udstykningsplanen ved Bønstrup Sø. Og det samme har en række borgere også gjort.

Vamdrup Byforum har i et skriftligt høringssvar i en forundersøgelse gjort opmærksom på, at boliger ved Bønstrup Sø vil være et godt alternativ og supplement til den udvikling, som allerede finder sted ved Hvidkærgårdsvej i byens sydlige del, og at udstykningen derfor bør fastholdes i kommuneplanen.

Det er kommunens forvaltning, der har fremsat forslaget om at droppe udstykningsplanen ved Bønstrup Sø. Det er sket med begrundelsen, at der ligger udfordringer i at udstykke til boliger i området på grund af støj og vibrationer fra den nærliggende jernbane.

Men den begrundelse køber Poul Erik Jensen ikke:

– Jernbanen har altid været en del af Vamdrup. Faktisk er byen vokset op i kraft af jernbanen. Desuden har vi i mange år haft velfungerende boligområder flere steder tæt på jernbanen. Det gælder bl.a. Hvidøre, Dysse Ager og Kæmpes Ager. Så kan det vel også lade sig gøre ved Bønstrup Sø, siger han.

Det var i sin tid ejeren af arealet, som i samarbejde med det lokale byggefirma, Daugaard Byg, lancerede udstykningsplanen ved Bønstrup Sø. Planen blev dog lagt i skuffen i forbindelse med finanskrisen i 2009.
Forslaget til den kommende revidering af kommuneplanen forventes lagt ud i endelig offentlig høring fra 4. februar og måneden ud. Endelig vedtagelse af planen, der kommer til at gælde for perioden 2025-2037, ventes dog først at ske af Byrådet til november. Indtil da skal høringssvarene, der eventuelt indkommer, kigges igennem med henblik på eventuelle justeringer.

/seb

Se også