Karina klager – men fortsat 2 tog i timen fra Lunderskov

Lunderskov har stadig bedre forbindelser end Vamdrup.

LUNDERSKOV: MF Karina Lorentzen fra SF er stærkt utilfreds med, at DSB i forbindelse med et køreplanskift i december fjor har skåret i togafgangene fra Lunderskov station.

Hun har stillet spørgsmål til transportminister Thomas Danielsen. Men hun er ikke tilfreds med svaret.
Karina Lorentzen og byrådsmedlem for SF i Kolding, Iben Lehmann Rasmussen, har spurgt ind til forringelserne af togdriften fra Lunderskov. De henviser til, at der er skåret 31 afgange på hverdage og 28 i weekender væk. Karina Lorentzen har bl.a. spurgt ministeren, om det er god landdistriktspolitik at forringe med afgange, som især rammer togpendlere fra og til Lunderskov.

To togstop i timen i hver retning

Avisen har prøvet at finde ud af, hvad der er op og ned i den omstridte sag.

Kort fortalt handler det primært om, at én forbindelse hver anden time med intercitytog mellem Esbjerg og København ikke mere standser ved Lunderskov station.

Da toget indtil det seneste køreplanskift stoppede, var der to stop i timen ved stationen med intercitytog til og fra København og ét stop for regionaltog Esbjerg-Aarhus. Altså tre stop i timen. Efter ændringen er der kun to stop i timen. Og det er åbenbart det, der har fået de to SF’ere op i det ”røde” felt.

Eksperter i køreplaner, som avisen har talt med, står lidt uforstående over for den megen polemik. For selvom der er skåret i togstoppene i Lunderskov, er der fortsat i de centrale timer på døgnet to togstop i Lunderskov i timen hver vej med intercitytog, og det betragtes som et godt tilbud til en by med 3.000 indbyggere.

Sammenlignet har mange større byer kun én forbindelse i timen hver vej. Her i området nævnes fx Vamdrup med 5.000 indbyggere og Vojens med ca. 9.000 indbyggere.

DSB vil samarbejde med ny pendlerklub

Karina Lorentzen har også spurgt ministeren, om han vil mødes med en ny pendlerklub, der er dannet i forbindelse med sagen. Her meddeler ministeren blot, at DSB ser frem til et godt samarbejde med klubben, og det svar er hun heller ikke tilfreds med:

– Det er da positivt, at ministeren ser frem til et godt samarbejde med klubben – gennem DSB. Men han burde selv mødes med de mennesker, hvis arbejdsliv sammen med ændringerne i køreplanen er ændret med et trylleslag, lyder det blandt andet fra Karina Lorentzen.

/seb

Se også