Kalejdoskopisk koncertoplevelse

KONCERTANMELDELSE: I gamle dage skelnede man ofte knivskarpt mellem forskellige musikalske stilarter som fx kammermusik, klassisk musik, folkemusik, bossa nova, tango, pop, rock og jazz.
Men så begyndte talentfulde jazzmusikere at hælde divergerende stilarter i en stor musikalsk blender – og ud af det kom fusionsmusik.
Koncerten i søndags med Lea Havelunds Duo i Søstrehuset var et fornemt eksempel på en sådan musikalsk cocktail.
Duoen bestod af Lea Havelund, sang og cello, som også har komponeret mange af de fremførte værker, og jazzmusikeren Mads Søndergaard.
Lea Havelunds klassiske uddannelse, instinktive musikalitet og øre for al slags musik gør hende til en original komponist og arrangører.
I 2023 udkom hendes første album ”Ventende Ven”, der høstede mange roser hos både presse og publikum. Hun har tidligere optrådt med Odense Symfoniorkester og på hendes musikalske cv optræder samspil med kendte jazznavne som Bo Stief, Poul Halberg og Axel Riel,
Til søndagens koncert inviterede hun os til et spændende og varmt univers, hvor hendes bredt favnende stemme vævede sig ud og ind med hendes sikre cellospil og med pianisten Mads Søndergaards sprudlende tangentleg.
Mads Søndergaards baggrund er jazzscenen, men han har også studeret på Det Kongelige Musikkonservatorium i Haag, hvor han tog eksamen i 2003. Herefter flyttede han til København, hvor han har spillet sammen med et utal af stadens jazzmusikere.
De to spændende og teknisk suveræne musikere klæder hinanden utrolig godt med deres beherskelse af forskellige genrer, der rakte lige fra svenske folketoner i ”Drömmarnes hav” over spændstige tangarytmer til bebop og frem til en evergreen som jazznummeret ”It could happen to you” samt en masse andet spændende og for nogle sikkert udfordrende toner undervejs.
Foreningen Klassisk Christiansfeld skal have al mulig ros for dette spændende arrangement. Foreningens næste koncert afholdes søndag den 9. marts klokken 16 med Duo Toke og Lasse.