Lunderskov kunstner vil plante 200.000 træer
Kunstneren Marc Prehn-Mehlsen fra Lunderskov har planer om at plante 200.000 træer!
Han har i tre år drevet en enkeltmands-virksomhed i Lunderskov. Replant Art fremstiller håndlavede træmotiver som vægkunst med dyr som tema såsom ulv, elefant, giraf, ugle, ørn, løve, hest og hjort.
Replant Art skærer, pudser, limer og samler alle træmotiver i hånden på værkstedet i Lunderskov. Kunstværkerne sælges på en webshop.
Den lille virksomhed får nu en økonomisk indsprøjtning fra investeringsselskabet Magnus Kjøller Holding, som mangemillionær og serieinvestor Magnus Kjøller står bag.
Pengene bidrager til, at produktionen på værkstedet øges. Og Replant Art vil ”give tilbage til naturen” ved at plante ti træer, når der sælges et stykke vægkunst af træ.
Første medarbejder
»Det er helt afgørende at få en solid investor ombord, så produktionen kan følge med,« siger iværksætter og kunstner, Marc Prehn-Mehlsen.
Således har han netop ansat sin første medarbejder på værkstedet efter tre års soloarbejde.
Virksomheden anvender certificeret træ fra FSC-dyrkede skove. Det er en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet. Således bliver der ikke fældet flere træer, end at skoven kan reproducere sig selv.
Ansvarlig drift
Magnus Kjøller Holding har siden 2008 bidraget med kapital og know-how til mere end 50 virksomheds-opstarter, og han har ejer-andele i mange forskellige brancher.
»Alle ved efterhånden, at man skal tage ansvar for sin virksomhedsdrift. Vi er åbne over for nye investeringer i bæredygtige startups,« siger Magnus Kjøller.
Kirstine