Vamdrup banegårds historie

VAMDRUP: Kongeaamuseet i Vamdrup graver nu ned i Vamdrup Banegårds spændende historie. Det sker ved en ”komsammen” med snak og læsning om emnet torsdag den 6. november fra kl. 10 på museet på Jernbanegade i Vamdrup.
I 1866 kom jernbanen til byen. Eller måske rettere byen kom til jernbanen. For Vamdrup blev nemlig grænsebanegård som følge af den dansk-tysk grænse, som efter nederlaget ved Dybbøl kom til at ligge bare tre-fire kilometer syd for Vamdrup.

Med banegårdens status som grænsebanegård fik den vokseværk. Og det gjorde byen også. Mellem 200 og 250 familier med tilknytning til grænsen skabte Vamdrup by. Og en stor part af familiernes mænd havde tilknytning til jernbanen og banegården. En overgang var banegården den fjerdestørste i landet!
Stationsbygningen blev opført i træ. Den brændte i 1911, men blev genopført efter oprindelige tegninger. Bygningen indeholdt foruden lokaler til jernbanens brug også lokaler for toldvæsnet, samt restauration.
Det var tale om en såkaldt ø-station, som lå midt det omfattende net af banespor, således at de danske tog ankom og afgik fra den ene side og de tyske tog fra den anden side. De rejsende, som skulle krydse grænsen, skulle således i gennem tolden.
Udover selve stationsbygningen var der både store danske og tyske remiser for lokomotiverne.
Da grænsen i 1920 igen flyttede sydpå rykkede postvæsnet ind i lokalerne efter toldvæsnet.
Banegården i træ eksisterede helt frem til 1956, hvor den blev erstattet af den nuværende bygning.
Så der bliver nok at tage fat på, når banegårdens historie snart kommer på dagsordenen på museet.
Arrangementet er åbent for alle. Dog kræves der af hensyn til kaffen tilmelding, og det kan ske på telefonerne 75 58 19 73 eller 53 62 12 94.