Ild i 200 brugte bildæk
Kraftig vind og megen røg generede slukningsarbejdet på Ørby Hage.
FJELSTRUP: Da brandvæsnet nåede frem, viste det sig, at der var gået ild i en stor stabel af brugte bildæk, som formentligt blev anvendt som overdækning.
Slukningsarbejdet blev ret vanskeligt, da der på tidspunktet blæste en ret kraftig vind fra vest.
Branden udviklede meget røg. Og på et tidspunkt måtte der rekvireres hjælp fra Station Toftlund med frisk luft til røgdykkernes apparater.
Og der måtte også rekvireres en tankvogn med mere vand fra Station Moltrup – Moltrup Frivillige Brandværn. Så en overgang var der seks-syv brandkøretøjer til stede.
For at få bugt med ilden måtte de antændte dæk spredes ud. Det betød, at slukningsarbejdet først kunne afsluttes ved 20.30-tiden, fortælles det fra brandvæsnet.
/bro.