Brandbiler skal have lov at køre over lokale brand-grænser
BEREDSKAB: Hvis alt går som den forventede plan, så vil alle landets 29 kommunale beredskaber være klar til at hjælpe hinanden vederlagsfrit over de nuværende slukningsgrænser. Det lægges der i hvert fald op til i en ny aftale mellem beredskaberne.
Det betyder, at der ikke længere skal kikkes på pengepungen frem for sikkerheden, når der kan blive brug for hurtig hjælp, hvor egne styrker ikke slår til.
Både beredskabernes organisation, Danske Beredskaber, og Kommunernes Landsforening har tiltrådt den nye beredskabsaftale, som dog forudsætter, at de 29 kommunale beredskaber inden årsskiftet skriver under.
I det omfang beredskaberne i forvejen har indgået aftale om gensidig assistance, vil den nye aftale være subsidiær – her vil de lokale aftaler og deres vilkår fortsat være gældende.
Det gælder blandt andet i områder, hvor nærmeste brandvæsen til skadestedet ligger i en anden kommunes beredskabsområde, idet alle borgere, ifølge beredskabsloven, altid har krav på hjælp fra nærmeste brandvæsen – uanset diverse grænser.
En sådan aftale har TrekantBrand fx med Brand & Redning Sønderjylland om dækning af et område i og ved Hejlsminde, hvor stationen i Fjelstrup i Haderslev Kommune træder til, når uheldet er ude.
Aftalen indebærer også, at assistancen fra nabokommunen afsendes fra den nærmeste ledige station, der råder over rette kompetencer og materiel. Dog skal der fortsat betales efterregning, hvis der rekvireres specielt udstyr fra et naboberedskab.
Og for at gøre det hele billigst muligt indgår det som noget nyt i aftalen, at beredskaberne også er enige om at nyttiggøre de frivillige i forbindelse med assistancerne.