Kvindelig bilimportør blev kåret til Årets Koldingborger

Birthe Christiansen og borgmester Jakob Ville

Danmarks næststørste bilimportør, Nic. Christiansen Gruppen, med hovedsæde i Kolding ejes og ledes af Birthe Christiansen.

Hun er netop blevet hædret som Årets Koldingborger 2025.

Birthe Christiansen har ellers holdt sig uden for mediernes lys som en af de få kvindelige ejerledere og som medlem af en af Danmarks mest velhavende familier.

Fredag trådte hun dog frem i lyset som modtager af prisen Årets Koldingborger 2025, der blev uddelt på Koldinghus på Foreningen Business Koldings årlige nytårskur.

Det var en overrasket, men stolt Birthe Christiansen, som modtog hædersbeviset, og hun gav medarbejderne æren.

Familievirksomheden blev grundlagt i 1967. Den har i dag 1.600 medarbejdere og en årlig omsætning på otte milliarder kr.

Først sygeplejerske

Oprindeligt begyndte Birthe Christiansen som sygeplejeelev, men valgte at skifte spor for at forberede sig på at overtage familievirksomheden.

Birthe Christiansen blev uddannet inden for handel og kontor og har derudover opbygget sin ledelsesmæssige og forretningsmæssige erfaring gennem mange år i virksomheden.

Som den ældste datter af Nic. Christiansen overtog hun det fulde ejerskab i 2006 efter en årrække med fælles ejerskab med sin søster. Hun markerede i årene derefter et tydeligt generationsskifte med fokus på professionel ledelse, stærke bestyrelser og klare roller mellem ejerskab og drift.

Også en hotelkæde

I nyere tid er det nok især Nic. Christiansen Gruppens massive opkøbsstrategi og konsolidering af autobranchen, som står tydeligst frem, men samtidig har Birthe Christiansen været en nøgleperson i skabe en af Danmarks største og mest indbringende hotelkæder, nemlig Comwell Hotels, som har 15 hoteller rundt om i landet.

Birthe Christiansen er kendt for sin nøgterne ledelsesstil, sit blik for langsigtet udvikling og sin evne til at kombinere forretningssans med respekt for mennesker og processer. Hun har sat sit præg på en mandsdomineret branche uden selv at søge rampelyset.

Noget, der dog har været i spotlyset, er Nic. Christiansen Gruppens nybyggede hovedkvarter, NCG Huset, på 10.000 kvadratmeter på Sjællandsvej i Kolding.

Godt for kommunen

”Birthe Christiansen udmærker sig i høj grad ved, at hun er koldinger. Med stort K,” siger den nyvalgte borgmester Jakob Ville og tilføjer:

”En koncern af den størrelse kunne bygge nyt hovedsæde hvor som helst i Danmark, men der var ingen tvivl om, at det skulle ligge i Kolding og lige præcis på dén grund, hvor hovedsædet lå tidligere.
Hun har Kolding i blodet, og det kan vi virkelig takke hende for. Det betyder meget for en kommune at have en så velanset og veldrevet virksomhed, der skaber arbejdspladser,” sagde borgmesteren.

Henrik Nordstrøm Holm/Henri.

Se også