Småt nyt fra rundt om os…

Ulovlig afbrænding
forsinkede toget

VAMDRUP: Toget fra Vamdrup og nordpå var torsdag (28.4.) en del forsinket. Årsagen var en ulovlig afbrænding nær jernbanen.
Afbrændingen, som fandt sted lidt længere sydpå, betød, at togdriften blev forstyrret, da røgen trængte ind over banen, oplyser Sønderjyllands Politi, som også fortæller, at nu vanker der en bøde til den ansvarlige for branden for overtrædelse af Beredskabsloven.
/seb

Jels Vikingespil med i
ny kulturpas ordning

JELS: Jels Vikingespil er blevet en del af den nye nationale kulturpas-ordning, som giver flere unge adgang til fællesskaber, oplevelser og meningsfulde aktiviteter gennem kultur- og idrætslivet.
Kulturpasset er målrettet til unge mellem 15 og 24 år, som står uden for job og uddannelse for også at give dem mulighed for at deltage i foreningsliv og kultur.
Målet er at styrke trivsel, motivation og tro på egne evner ved adgang til oplevelser, der ellers kan være uden for rækkevidde.
Foreløbig frem til udgangen af 2026 kan unge i målgruppen få tildelt et digitalt betalingskort pålydende 1.000 kroner om året, som nu kan bruges også til Vikingespillene i Jels.
– Vi håber, at kulturpasset kan være med til at sænke tærsklen for det første skridt ind i kulturen. For mange unge kan økonomi være en barriere, og her giver ordningen en konkret mulighed for unge at komme ud og få en oplevelse i fællesskab med andre, lyder det fra Janus Harloff Lynggaard, der er formand for Jels Vikingespil, om tiltaget.
/seb

Cyklesti mellem Jels
og Øster Lindet

JELS: Vejdirektoratet sætter nu gang i at etablere den længe ventede dobbeltrettede cykelsti langs Hovedvej Rute 25 mellem Jels og Øster Lindet. Cykelstien ventes færdig i 2027, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Rikke Smed Winding, projektleder i Vejdirektoratet, glæder sig over, at det inden længe bliver mere sikkert og forhåbentligt også mere attraktivt at tage cyklen mellem de to byer.
– Strækningen mellem Jels og Øster Lindet er meget trafikeret, så en cykelsti vil gøre det mere sikkert og trygt at tage cyklen mellem de to byer. Vi håber, at de forbedrede forhold vil få flere til at vælge cyklen fremover, siger hun.
I anlægsperioden kan trafikanter på Rute 25 komme til at opleve gener i form af midlertidige hastighedsnedsættelser og ændrede trafikforhold, blandt andet en-tre totale nat-spærringer.
Netavisen ”migogvejen” fortæller, at entreprenør Henning Have fra Vejen skal udføre anlægsarbejdet.
/seb

Se også