SuperBrugsen i Vonsild tjente mest blandt de lokale dagligvarebutikker

Dagligvarebutikkerne har tjent godt på de højere priser, som forbrugerne har måttet betale. Meny i Christiansfeld har også forøget overskuddet, men mere moderat og ligger som nr. 5 på listen af de i alt har 16 butikker. Netto og 365 er ikke med, da de ikke offentliggør et lokalt regnskab.

I 2025 vandt Ingrid Kjær Rosager Sørensen detailbranchens mest prestigefyldte pris, Danish Retail Award 2025, for sin indsats i Vonsild. (Foto: Coop)

SuperBrugsen i Vonsild topper listen over de lokale dagligvarebutikker, som tjener mest.

Det fremgår af en opgørelse, som JydskeVestkysten har lavet på baggrund af butikkernes regnskaber.
Det er dog ikke alle dagligvarebutikker, der er åbne om de lokale butikkers resultater. Kæder som Netto offentliggør kun et samlet regnskab.
SuperBrugsen i Vonsild satte rekord for andet år i træk og indtager nu førstepladsen på listen som den butik, der tjener flest penge i kommunen. Sidste år lå butikken på en 4. plads.

Dygtig uddeler
Det er Ingrid Sørensen, der er uddeler i SuperBrugsen Vonsild.
I 2025 vandt hun detailbranchens mest prestigefyldte pris, Danish Retail Award 2025.
SuperBrugsen i Vonsild fik et resultat i 2025 på 2.694.052 kr. før skat. Altså efter at man har afskrevet alt, hvad man kan.

Ingrid kan bare
”For ti år siden tog Ingrid Kjær Rosager Sørensen hul på sin rolle som uddeler i SuperBrugsen Vonsild med en klar mission. Det var at skabe fornyelse og vækst i butikken.
Siden da har Ingrid, sammen med sit lederteam og medarbejdere, arbejdet målrettet for at udvikle butikken. Og resultatet er imponerende,” skriver Coop.
”SuperBrugsen Vonsild har gennemgået en omfattende renovering, omsætningen er næsten fordoblet. Og butikken er i dag et ægte flagskib i kæden.
Særligt ferskvareområdet skiller sig ud med en af de største slagter- og delikatesseafdelinger, som beskæftiger 12 fuldtidsansatte.
Ingrid har desuden skabt en attraktiv arbejdsplads med høj medarbejdertilfredshed, stor arbejdsglæde, diversitet og lang anciennitet blandt personalet. Butikken fungerer også som læreplads for seks elever. Det bidrager til at uddanne nye talenter til gavn for både kæden og detailbranchen.
Som leder er Ingrid Kjær Rosager Sørensen kendt for sine stærke værdier og fokus på vækst, udvikling, sammenhold og ordentlighed. Hun har sat en klar retning, som inspirerer hele Coop-kæden og hendes kollegaer.”
Om årets resultat i 2025 siger hun til JV.dk:
– I al beskedenhed har vi gang i nogle gode ting. Vi har Danmarks største delikatesseafdeling i en Coop-butik målt i omsætning. For fem år siden udvidede vi den, og det er en langsigtet strategi for os at have en stor slagter- og delikatesseafdeling.

Netto har netop åbnet en ny butik i Vonsild. Den ligger tættere på de nye boligkvarterer og vil formentlig blive en hård konkurrent til SuperBrugsen i Vonsild.

Helt ny bydel med hundredevis af boliger
Selv om uddeler Ingrid Sørensen gør det rigtig godt, hører det dog også med i billedet, at der nærmest er opstået en ny by i udkanten af Vonsild.
Der er opført og planlagt flere store boligområder syd og sydøst for Vonsild. Søholmparken rummer alene ca. 150 boliger, bygget af Pierre Ejendomme i en blanding af parcelhusgrunde og rækkehuse.
Vonsild Syd / Dalby Møllebæk (bygget af Stender Gruppen) har udstykket arealer til cirka 220 boliger, herunder parcelhusgrunde og gårdhavevillaer.
Kolding Kommune har desuden vedtaget planer for en helt ny bydel i området ved Lindgård mellem Vonsild og Dalby. Dette fremtidige projekt forventes over 10-15 år at rumme op til 900 nye boliger.
Så det er klart, at det vil give den lokale SuperBrugsen mange ekstra kunder.
Derfor har Netto da også opført en helt ny butik i området ud mod rundkørslen ved Vonsildvej for at erobre nogle af kunderne. Men foreløbig holder der langt færre biler på Nettos p-plads end ved SuperBrugsen, hvor det ofte kan være svært at finde en plads.
Foruden butikken i Vonsild står Ingrid Sørensen også bag DagliBrugsen i Hejls, mens hun tidligere har haft den nu lukkede Brugsen i Sdr. Bjert.

ABC Lavpris i
Vamdrup blev nr. 2
Nummer 2 på listen er ABC Lavpris Vamdrup.
Det er flot, men det var flottere i 2024, hvor ABC i Vamdrup blev nr. 1.
ABC i Vamdrup har nemlig på to år halveret sit overskud. Men det har dog en årsag i butiksfornyelse.
Læs mere om ABC i Vamdrup på side 11.

Meny Christiansfeld blev nr. 5
Meny i Christiansfeld øgede sit overskud fra 945.000 kr. i 2024 til 1.166.000 kr. før skat i 2025.
– Jeg vil godt give rosen videre til mine medarbejdere. Det er deres præstationer på de enkelte områder, der gør, at vi faktisk laver et overskud. Nu har jeg været her i 11 år som købmand, og mine medarbejdere har nærmest været med fra start, siger købmand Jens Petersen til JV.dk.
Selv om Meny har øget overskuddet, går butikken tilbage fra en 2. plads i 2024 til nu en 5. plads.
Det skyldes, at nogle butikker har tjent endnu mere på de forhøjede fødevarepriser, som forbrugerne har måttet leve med ”på grund af Ukraine-krigen”. Butikkernes forøgede overskud tyder på, at forbrugernes penge ikke blot er gået til øgede transportudgifter m.m., men til forøgelse af overskuddet.

Rema nr. 3, 4 og 6
Rema i Bjert har med et overskud på 1.543.006 kroner næsten fordoblet overskuddet i forhold til 2024.
Lederen er her Nikolaj Haastrup Jørgensen.
Rema 1000 på Gefionvej blev nr. 4 med et overskud på 1,19 million kroner. I 2023 var det kun 645.000 kr.
Rema på Vonsildvej gik lidt tilbage i 2025 fra 990.000 kr til 861.437 kr. og blev nr. 6.

De øvrige på listen:
SuperBrugsen
Bramdrupdam
Rema Sydbanegade, Kolding
Rema Nr. Bjert
Dagli’ Brugsen Vester Nebel
Rema Kløvervej
Rema Vejlevej
Rema Seest
Rema Lunderskov
Dagli’Brugsen Almind
SuperBrugsen Lunderskov.

Henri.

Læs mere om de to konkurrenter i Lunderskov, der begge endte med et underskud.

Se også