Bronzefiguren ’Morgenrøden’ stjålet i Vamdrup før morgenrøde

Skulpturen ”Morgenrøden” er fremstillet som en nøgen og knælende kvinde/engel med udbredte vinger. Privatfoto

En smuk engleskulptur i bronze er blevet stjålet på kirkegården i Vamdrup.

Det blev opdaget af kirkegårdslederen fredag morgen og er meldt til politiet.

Det oplyser Anne Marie Kring Pedersen, der er formand for menighedsrådet i Vamdrup.
Skulpturen er over 100 år. Den blev skabt af den kendte billedkunstner og skulptør Niels Hansen Jacobsen, hvis mærkelige skulpturer findes på Vejen Kunstmuseum.

Skulpturen af Morgenrøden blev opstillet på svigerfamiliens gravsted i Vamdrup.
Det viser sig nu, at statuen stod løs ovenpå en sten med en indskrift, som er et citat fra Salme 139 vers 9 i Det Gamle Testamente: ”Vilde jeg tage morgenrødens vinger, vilde jeg bo ved det yderste hav, så skulle også der din hånd føre mig, og din højre hånd holde mig fast.”

Der har formentlig været tale om flere tyve, der har fjernet den tunge skulptur. Stenen har de ladet stå.
Der er spor efter et køretøj på gangene. Skulpturen forestiller en nøgen og knælende kvinde med spredte vinger.

Hvis det ikke lykkes at opspore tyvene, før de sælger eller i værste fald omsmelter skulturen, er det dog muligt at skabe en ny.

Der findes en gipsafstøbning af Morgenrøden på Vejen Kunstmuseum.

Se også