Asger C: Tusind tak til de danske landmænd
”Alt for ofte bliver landbruget gjort til syndebuk i den offentlige debat. Det er, som om løsningen på enhver udfordring altid er flere regler, flere restriktioner og flere byrder for dem, der producerer vores mad.”

Asger Christensen, der er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, vil gerne takke de udskældte danske landmænd. Han skriver:
Høsttiden er noget helt særligt. Rundt om i Danmark arbejder landmænd fra tidlig morgen til sen aften for at få årets afgrøder sikkert i hus. Det er resultatet af et helt års arbejde, hvor vejret aldrig kan tages for givet, og hvor én regnbyge eller en tørkeperiode kan få stor betydning.
Det er også en anledning til at stoppe op og sige tak.
For i en tid, hvor debatten om landbruget ofte er præget af kritik, er det værd at huske på, hvad danske landmænd faktisk leverer. Hver eneste dag producerer de fødevarer af høj kvalitet under nogle af verdens skrappeste krav til miljø, klima og dyrevelfærd. Samtidig forventer vi, at de investerer i ny teknologi, reducerer deres klimaaftryk og producerer mere med færre ressourcer.
Det er rimelige ambitioner. Men ambitioner bør følges af anerkendelse.
Alt for ofte bliver landbruget gjort til syndebuk i den offentlige debat. Det er, som om løsningen på enhver udfordring altid er flere regler, flere restriktioner og flere byrder for dem, der producerer vores mad. Den tilgang risikerer at skubbe produktionen ud af Danmark til lande med lavere standarder. Det gavner hverken klimaet, miljøet eller forbrugerne.
Dansk landbrug er ikke fejlfrit. Ingen erhverv er. Men det er et erhverv, der hver dag skaber arbejdspladser, eksport og fødevarer, som vi alle er afhængige af.
Derfor fortjener de danske landmænd ikke kun krav og kritik. De fortjener også respekt.
Og midt i høsten fortjener de først og fremmest en oprigtig tak, slutter Asger Christensen sit indlæg til Fællesavisen.