Lokal minister går til kamp mod ulvene

Christian Raabjerg svinger Socialdemokratiets holdning til ulve.

Efter at det lokale folketingsmedlem Christian Raabjerg, Kolding, er blevet indenrigsminister, har tonen overfor ulve fået en anden lyd.

– Det er helt uholdbart og uacceptabelt, at ulvene spreder frygt og utryghed i Varde Kommune og flere andre steder i Jylland. Det dur simpelthen ikke, at almindelige mennesker ikke tør gå tur med hunden eller lade børn lege ude, og vi kan ikke være bekendt, at lokale fåreavlere igen og igen skal opleve, at får i massevis dræbes og lemlæstes, skriver indenrigsministeren.

– Det gør selvfølgelig ekstra indtryk, når det foregår, hvor jeg selv er opvokset og har familie, men alle bør kunne sætte sig ind i, at det nu har nået et niveau, hvor der skal sættes hårdere ind!
Menneskers tryghed og hverdag må simpelthen komme før ulven. Jeg er glad, for at min gode kollega og minister Jeppe Bruus arbejder for, at vi kan få lov at regulere ulvene, så de kommer ud af byen, og så vi kan sikre ordentlige vilkår for fåreavlerne – det haster.

Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at vestjyderne betaler prisen med deres tryghed, skriver ministeren. Han vil derfor udvide området i vestjylland, hvor ulve må bekæmpes.

Regeringens nye udkast til en ændret vildtskadebekendtgørelse, som træder i kraft den 1. september 2026, gør det tilladt for landmænd og husdyrejere at skyde ulve uden forudgående tilladelse, hvis en ulv trænger ind bag et godkendt ulvesikret hegn eller er i gang med et konkret angreb på husdyr.

Se også