Søndagscaféen i Vamdrup fortsætter pga. donation

Lige før sommerferien modtog søndagscafégruppen i Vamdrup 50.000 kr. fra Bent O. Jørgensens fond.

– Det betyder, at vi nu kan fortsætte vores hyggelige og underholdende søndagseftermiddage i mere end 2 år, fortæller Ingelise Johnsen fra søndagscafégruppen.

– Disse eftermiddage har gennem flere år samlet mange ældre, der gerne vil hygge sig sammen med god underholdning, og hvor deltagerne selv har købt kaffe og brød.

Det foregår lokalt, så rigtig mange har mulighed for at slutte op om det. Det er gruppens opgave at bestille underholdningen og finde tid og sted.

Søndagscaféens historie går tilbage til 2016, hvor Kolding Kommune modtog omkring en million kr. fra staten til glæde for ældre mennesker, og hvor vi i Vamdrup fik mulighed for at begynde på forskellige aktiviteter, som skulle modvirke ensomhed og give mulighed for, at man kunne mødes. I 2 år bidrog kommunen så meget, at vi kunne afholde 6 årlige søndagscaféer.

Frygtede lukning

– Pengene var efterhånden brugt, og beløbet blev sat ned. Heldigvis trådte Louis Lund/Per Tonnesen til et år. Vi troede, vi måtte lukke ned, men i 4 år modtog vi donationer fra Jørgen Schou Company.
Efter den glædelige meddelelse fra Bent. O. Jørgensens Fond vil søndagscafégruppen nu gå i gang med at planlægge hyggelige eftermiddage i det kommende efterår, hvor vi glæder os til at gense mange og invitere nye gæster ind.

Vi ser frem til, at vi i februar 2027 kan fejre, at vi har holdt søndagscaféeftermiddage i 10 år, siger Ingelise Johnsen på vegne af gruppen, som desuden består af Betty Nielsen, Ketty Rudfeld Jørgensen og Anna-Gerda Sørensen.

Se også