Politiet indfører nattelivszoner
KOLDING: Sydøstjyllands Politi indfører fra den 23. december 2021 fire nattelivszoner i Kolding, Vejle, Fredericia og Horsens. I nattelivszonerne må personer, der er idømt et forbud mod at deltage i nattelivet ikke færdes eller opholde sig i nattetimerne.
Forbuddet gælder fra kl. 00.00 – 05.00. Personerne må hverken færdes eller opholde sig på serveringssteder, barer, natklubber, restauranter mv., der serverer stærke drikke – eller i de nattelivszoner, som politiet har udpeget.
– Flere steder i landet er de første personer blevet idømt et forbud mod deltagelse i nattelivet og de må nu ikke færdes i nattelivszonerne – hverken her i vores politikreds eller i de andre politikredse, der har indført nattelivszoner,’ uddyber politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi.
I Kolding er der nattelivszone på Akseltorv, Markdannersgade, Fredericiagade, Jernbanegade/Buen, Munkegade, Klostergade, Helligkorsgade, Rendebanen, Bredgade, Raadhusstræde og Nicolaiplads. /bro