Èn million kroner skal sikre nye bøger til børn
KULTUR: En million kroner skal sikre læselysten i børnehaver og SFO’er i Kolding Kommune. Det betyder at bogsamlingerne kan opgraderes med nye spændende bøger i starten af 2022.
Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har bevilget det store tilskud fra BOGglad-puljen på baggrund af en ansøgning fra Koldingbibliotekerne og Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Det betyder at der nok bliver rift om de gode hyggekroge på institutionerne i Kolding Kommune, når det fremover bliver endnu mere attraktivt at finde en bog frem i børnenes dagtilbud eller SFO.
I alt vil 37 børnehaver og 21 SFO’er få mellem 70 og 125 nye bøger hver. Bøger, der bliver særligt indkøbt, så de afspejler børnenes interesser og vækker deres nysgerrighed.
De nye bogsamlinger skal være en støtte og tryghed for børnene i overgangen fra børnehave til skole. /bro