Helen Jørgensen er gået fra fredsaktivist til forsvarsaktivist

Af Henri Nissen

Helen Jørgensen sad i Folketinget fra 1990-94 og var derefter suppleant en årrække. Og det er især forsvarspolitik, der interesserer hende.

Helen blev født på Østerbro i København d. 28. april 1944, et års tid inden 2. verdenskrig sluttede.

– Jeg voksede op med en mor, der var advokatsekretær og ejendomsmægler, og en far, som sjældent var hjemme, fordi han var soldat og forrettede tjeneste i Jylland.

Da Helen var 12 år, flyttede han dog hjem til familien i København, husker hun.
Helen gik på universitetet fra 1963-64. Men da faderen rykkede et trin op ad den militære rangstige og blev udnævnt til oberstløjtnant, flyttede familien med til hans nye tjenestested i Tønder.

Preben kom i byrådet

– Det var en enorm omvæltning for mig som 20-årig at flytte fra København til Tønder, som jo dengang føltes som et hul i jorden. Men det var nu meget sjovt at køre i jeep, siger hun og viser et foto.

– Jeg søgte ind på lærerseminariet i Haderslev. Der var ganske vist et seminarium i Tønder, men jeg ville ikke bo hjemme, og jeg ville til en større by, fortæller hun.

På seminariet i Haderslev mødte hun sin kommende ægtefælle, Preben, som var en udpræget sønderjyde. Efter uddannelsen gik han dog med til at flytte til Frederikssund på Sjælland, men efter tre år som lærere her, kom de tilbage til Sønderjylland. De blev begge ansat på Tyrstrup Skole i Christiansfeld. Helen underviste især i sprog: Dansk, fransk, tysk og engelsk.

– Matematik kunne jeg ikke finde ud af, siger hun selvironisk og ryster på hovedet.
Parret var politisk aktive. Preben kom i byrådet for Socialdemokratiet, og Helen blev opstillet i Give-kredsen.

– Lokalpolitik var ikke min afdeling. Jeg var interesseret i landspolitik og internationale forhold. Og især forsvarspolitik, fordi jeg hele livet har båret rundt på frygten for atomvåben og dermed jordens udslettelse.

Det spiller også en rolle, at jeg voksede op som ”barn” af dansk forsvar. Jeg legede jo med rigtige våben og vidste meget om militæret.

Pludselig i Folketinget

– Da jeg blev opstillet i Give-kredsen i 1987, vidste jeg godt, at det var en kreds, som aldrig havde givet valg. Men ved valget i 1990 fik vi en stor fremgang med Svend Auken som leder. Socialdemokraterne gik frem fra 25 pct. til 37,4 pct. Og det betød, at Vejle Amt ikke blot gav valg til Lissa Mathiasen, Poul Nielson, Jan Trøjborg og Torben Lund, men også til mig.

– Det var en stor mundfuld, for det var kun 2½ måned efter, at Preben var død af cancer. Men jeg sprang ud i det, var med i valgkampen og kom altså i Folketinget fra 1990-94. Og derefter var jeg suppleant for de andre fem gange frem til 1998.

Fredsaktivist

– Jeg var som yngre aktiv i fredsbevægelserne Kvinder for Fred og Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme. Jeg var med til demonstrationer, marcher og sit-down-aktioner, hvor vi satte os på vejen foran militære lastbiler.

Baggrunden for protesterne var bl.a. NATO’s dobbeltbeslutning om at modernisere sin atomslagstyrke i 1979, som et modsvar til Sovjetunionens opstilling af SS-20-missiler i Østeuropa. Det førte til protester. Og Helen var med i fredsbevægelsen, der bl.a. protesterede imod NATOs beslutning.

– Derfor var det svært for mig, da jeg havnede i Folketinget og skulle tage stilling til, om vi skulle sende unge mennesker i krig i det tidligere Jugoslavien. I første omgang var det en våbenhvile i Kroatien, der skulle sendes fredsbevarende styrker til. Jeg ville ikke sende mine egne drenge – Ole, Tim og Peer – i krig, og så ville jeg heller ikke være med til at sende andres ”drenge” i krig. Så jeg stemte imod to gange, selv om resten af den socialdemokratiske gruppe stemte for. Det var ikke populært, når man ikke fulgte parti-parolen. Så efter den afstemning var der ingen, der snakkede med mig.

– Hvordan reagerede folk lokalt?

– Der var ingen, der sagde noget i min kreds. De bakkede mig op. Jeg havde et godt bagland.

På besøg i krigszonen

Helen Jørgensen blev som politiker inviteret til at besøge de danske soldater, der blev udsendt til Kroatien.

Og det blev også et vendepunkt for hendes egne holdninger.

– Jeg kørte rundt dernede med de danske soldater. Vi kunne se lysglimtene fra mortérer, der sprang lige inde over grænsen i Bosnien. Og vi kunne støde på en fuld serbisk soldat, som fægtede med et maskingevær. Så det var en meget dramatisk oplevelse. En af de ting, jeg blev klar over, var, at de danske soldater ikke havde moderne våben. Nogle af de våben, de brugte, kendte jeg fra min fars våben i min barndom.

Vi må forsvare os

– Det gik op for mig, at vi er nødt til at forsvare os imod dem, der vil os det ondt.
Men det var en stor omvæltning for mig. For jeg kom jo fra fredsbevægelsen, og nu skulle jeg til at tænke på en helt ny måde.

Helen Jørgensen meldte sig for nylig ud af Socialdemokratiet, men hun går ind for partiets nuværende forsvarspolitik.

– Jeg går ind for, at vi bruger 2 pct. af bruttonationalproduktet på forsvaret. Det er mange penge, men sådan nogle våbensystemer koster bare mange penge.

Jeg håber, at partierne kan blive enige om et nyt forsvarsforlig, hvor vi i løbet af de næste ti år kommer op på de 2 pct.

Situationen i Ukraine viser, at vi er nødt til at være på vagt og at kunne forsvare os, siger Helen Jørgensen, som fortsat bor i Christiansfeld.