Kulturnatten fejrer allerede sølvbryllup

Tilmelding fx med optræden eller andet skal ske senest 31. maj.

Gader og stræder i Kolding forventes igen at fyldes op med glade mennesker, når Kulturnatten fejrer 25 års jubilæum: Foto: Emil Lyngbo for Kolding Kommune.

KULTUR: Den første fredag i september løber en særlig festlig udgave af Kolding Kulturnat af stablen. Kulturnatten fejrer nemlig sølvbryllup i ægte stil med æresporte, fællessang og hornmusik. Det er nemlig 25. gang, natten holdes.

Derfor er der allerede nu grund til at sætte et stort kryds i kalenderen ved fredag den 2. september, for da fyldes Koldings gader og stræde igen med spændende kulturoplevelser. Og ikke mindst med æresporte. Hele 25 af slagsen vil komme til at præge bybilledet.

Kolding Kommunes tømrerafdeling er allerede i fuld gang med at bygge rammer til portene, og projektets leder, Mette Fersløv Schultz, opfordrer nu kulturinstitutioner, foreninger, butikker til at melde sig til at pynte.

Æresportene bliver sat op i midtbyen i ugen op til Kulturnatten, og de vil fungere som en festlig optakt, men kan selvfølgelig også opleves selve Kulturnatten:

– Vi håber, at Kulturnattens mange besøgende får en sjov oplevelse, og kan tage på en slags ’tour de æresport’ rundt i byen. Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad der findes på, og til at opleve de mange forskellige æresporte, siger Mette Fersløv Schultz i en pressemeddelelse.

Frie rammer

Rammerne til æresportene udleveres til udsmykning i starten af august. Der er tale om et saml-selv-kit, som er let at sætte sammen og pynte.

– Det står de enkelte aktører frit for, hvordan de vil pynte deres æresport. Vi håber selvfølgelig, at de enkelte porte vil signalere, hvem der har pyntet, og meget gerne også noget om ’pynterens’ relation til Kulturnatten, fortæller Mette Fersløv Schultz.

Hvis man har lyst til at pynte en æresport, skal man blot henvende sig til Kultur og Event i Kolding Kommune. Det gøres via mailen kultur@kolding.dk – eller på Kulturnattens Facebookside senest den 30 juni.

Udover æresportene vil der være andre sølvbryllups-inspirerede aktiviteter på Kulturnatten:

– Sct. Nicolai Kirke har meldt sig med fællessang, hvor der selvfølgelig skal synges ’Det er så yndigt at følges ad’. Der kommer også til at være hornmusik, som hører sig til ved et rigtigt sølvbryllup. Og hvis nogen har en god idé til en sølvbryllupsaktivitet – eller i det hele taget gerne vil bidrage med aktiviteter eller måske vil optræde på en af Kulturnattens scener, så er det nu, man skal melde sig til, siger Mette Fersløv Schultz.

Sidste dag for tilmelding er nemlig tirsdag den 31. maj på Kolding Kommunes hjemmeside www.kolding.dk/kulturnat.

/sebro

Se også