Lokalhistorie handler også om nutiden
Billeder og historier fra fortiden kan overraske og glæde.
Af Ingolf Becker
”Historien hører aldrig op, men ændrer sig hele tiden,” fortæller bestyrelseformand Hans Erik Philipsen, Lokalhistorisk Forening i Lunderskov.
”Man får nye oplysninger, der kan ændre vores opfattelse af historien,” fortsætter han.
”Der indleveres noget nyt til arkivet hele tiden. Et spændende billede, et ukendt kort, en borgers erindringer. Alt sammen kan vise sig at være en ny brik i historiens puslespil og ændre på vores opfattelse af historien.
Det er det, der gør arbejdet ved arkivet spændende,” fortæller formanden.
Ikke gemt af vejen
Lokalhistorisk Arkiv i Lunderskov har otte frivillige, her iblandt Gunner Appel Thomsen, der også er sekretær i bestyrelsen. Leder af arkivet er Marianne Bach Nielsen.
Arkivet ligger ikke på nogen måde i mørke og gemt af vejen, men i fine lokaler i den gamle rådhusbygning. Her har det ligget siden 2008 og før det i Vestergade 1 i det gamle kommunekontor.
Arkivet blev åbnet den 17. februar 1975 efter cirka et års overvejelser og politiske drøftelser.
De frivillige arbejder på arkivet hver torsdag. Man er i fuld gang med at digitalisere alt materialet helt tilbage fra 1975 samtidig med, at man registrerer de løbende indleveringer.
Tingene bliver registreret i programmet Arkibas og offentligheden har adgang til det gennem arkiv.dk. Arkivet har lagt ca. 6.000 billeder ind i arkiv.dk. Alt gemmes i lokalarkivet efter registreringen, og der er omtrent 120 meter reolplads i bygningen.
”Vi modtager alt muligt, både billeder, kort, annoncer, regnskaber og gamle protokoller,” fortæller Hans Erik. ”Alt, hvad folk synes kunne være interessant at opbevare.”
”De frivillige registrerer indleveringerne sammen med en erklæring fra giveren om, at det må bruges. Dernæst arkiveres det i databasen,” forklarer Gunner Appel Thomsen.
”Man ser efter, om det indleverede måske har relation til materiale, der er indleveret tidligere, og på den måde kan historien blive uddybet eller ændret,” tilføjer Hans Erik.
Arkivet har omkring 200 besøgende om året. Det dækker Lejrskov, Skanderup og Jordrup sogne.
Lokalhistorisk Forening blev dannet i 1979 og har 9 medlemmer. Foreningen står for en del aktiviteter. Bl.a. arrangerer man virksomhedsbesøg og foredrag og udgiver et årsskrift.
Blind-Peter viste vejen
Gunner har de sidste tre år stået for at redigere foreningens årsskrift. I Årsskrift 2022 kan man læse om Blind-Peter, Peter Friis Hansen, der var født med et dårligt syn. Han passede den lille fødegård sammen med sin mor på trods af sit meget svage syn, der til sidst helt forsvandt. Gården blev passet på gammeldags facon med håndkraft. Da moren flyttede fra ejendommen, drev Peter stedet videre med hjælp af egnens børn. De husker bagefter tiden som meget positiv og siger, at de fik noget værdifuldt med i livet.
De husker Peter som uselvisk og som et menneske, der viste vejen, selvom han ikke kunne se.
At vise flaget
Foreningen har udgivet en såkaldt parlør over historiske steder i Lunderskov. Her er der bl.a. en henvisning til Drabæks Mølle og bronzealderhøje langs Gl. Landevej. Også to infotavler i Lunderskov har foreningen været involveret i sammen med Kolding Kommune og Lokalrådet.
”Vi vil gerne vise flaget i byen,” siger Hans Erik, og det ser også ud til at lykkes. Fx blev den nye ejer af Drabæks Mølle hjulpet med gamle billeder til genopbygningen af møllen, og Brugsen i Lunderskov blev hjulpet med et 125 års jubilæums-hæfte. Foreningen står desuden for fire til seks arrangementer om året med 30 til 50 deltagere. Den har cirka 90 medlemmer.
Museum i kælderen
I kælderen under arkivet ligger et lille museum. Her kan man fornøje sig over mange gamle genstande – bl.a. billeder, værktøj fra en snedker og ikke mindst en hel del meget velholdt legetøj. En enkelt mand, Kaj Olsen, står som giver af de fleste af de flotte gamle legetøjsbiler og en modelbane.
På museet ser man også en kopi af den henretterbænk, man brugte i 1843, da Elisabeth Julius blev halshugget.
”Kopien blev brugt ved et egnsspil i midten af halvfemserne. En lokal tømrer fra Skanderborg, Villy, lavde selve bænken, og øksen er lavet af smeden i Skanderborg, Kongsted Jensen,” fortæller Gunner.
Både Hans Erik og Gunner kunne godt ønske sig, at museet kom op fra kælderen og op i dagens lys.
De har forhåbninger til de nye planer for hallen, hvor der måske bliver lidt mere plads i den gamle rådhusbygning.
Så vidt jeg husker
Hans Erik Philipsen er 76 år gammel. Han er født i et skovhus ved Eltang, men opvokset i Skanderup og bor nu i Lunderskov. Han blev uddannet kommis ved Skanderborg Brugs. Efter at have aftjent sin værnepligt ved hæren blev han ansat ved en købmand i Andst, dernæst ved Føtex i tre år, før han blev chauffør ved Rockwool i fem år.
Han blev hængende ved Rockwool, hvor det blev til i alt 32 år. Han fik her hele tiden nye udfordringer. Fx blev han i ret ung alder leder af et læssehold på 12 mand.
Hans Erik blev til sidst afdelingsleder af hele færdiglageret ved Rockwool. Da han gik på efterløn, skrev han en selvbiografi med titlen ”Så vidt jeg husker”. Et kapitel om Skanderborg Brugs kom med i Kolding Bogen i 2021.
”Det er vigtigt, at man skriver, som man kan, og man vil,” siger Hans Erik.
Han fik i begyndelsen mange velmenende råd om, hvordan han skulle skrive sin bog, men kunne i sidste ende ikke bruge alle disse råd til så meget. Han måtte skrive bogen, så han kunne se sig selv i den.
Kolding Bogen blev første gang udgivet af stadsarkivet for Kolding Kommune i 1970. Der er forskellige temaer i bogen fra år til år. Temaet i 2021 var hverdagsliv og et kommende tema er ”Kvindeliv”.
Gunner Thomsen
Gunner Thomsen er 77 år. Han blev udlært maskinarbejder fra De Danske Mejeriers Maskinfabrik. Efter at have aftjent sin værnepligt på Flyvestation Skrydstrup ved Vojens, fortsatte han på fabrikken, hvor han var ansat i samlet 46 år. De sidste 25 år arbejdede han som kvalitetstekniker. Gunner har sammen med to kolleger skrevet om sin arbejdsplads i Kolding Bogen i 2015.
Fest med Tørfisk
I 2016 gik Gunner og Hans Erik sammen om at arrangere den lokale del af 150-års jubilæet for togets ankomst til Kolding, Lunderskov og Vamdrup.
”Vi var til adskillige møder med Kolding Kommune og afleverede et realistisk og velbeskrevet projekt. Vi fik 100.000 kr af kommunen til arrangementet. Det blev en stor fest i byen. Jernbaneorkestret spillede på Torvet, og hallen blev væltet af Tørfisk,” for tæller Hans Erik og Gunner.
”Det blev taget godt imod og var vellykket. Vi voksede en meters penge, da vi til sidst blev kaldt op på scenen for at modtage en flot buket blomster som tak for indsatsen”.
I samme forbindelse skrev Hans Erik et indlæg i Sydøstjysk Samvirke om Jernbanehistorien i relation til Lunderskov.
Historien aldrig færdig
Både Gunner og Hans Erik understreger, at deres historiske interesse ikke altid har været som nu. Den er kommet og vokset med alderen og ikke mindst, da de begyndte at interesse sig mere indgående for deres egne familiers historie.
Også her må de konstatere, at nye oplysninger kan komme til. Billeder fra fortiden kan overraske og glæde. Arkivets arbejde bidrager til, at historien aldrig hører op og aldrig bliver færdig.
Lokalhistorisk Arkiv i Lunderskov har åbent hver torsdag mellem kl. 14 og kl. 17.
Arkivet er lukket i juli måned og mellem jul og nytår. Når arkivet er åbent, er der også adgang til museet.
Har du idéer til gode artikler, så kontakt mail@lunderskov-folkeblad.dk