Kommunen gør klar til nyt supermarked i Lunderskov
Af Svend Erik Brodersen
LUNDERSKOV: Et nyt supermarked i Lunderskov er nu for alvor inden for rækkevidde.
En tilpasning af en lokalplan, og et tillæg til kommuneplanen er nu på vej i det kommunale system. Det skal bane vej for etablering af et nyt Rema 1000-supermarked på 1.200 kvadratmeter i Lunderskov Nord.
Udvalget for Plan og Teknik tager allerede fat på behandlingen af sagen på et møde tirsdag den 31. maj. Udarbejdelsen af lokalplanen og tillægget til kommuneplanen kommer i gang efter anmodning fra Rema Etablering A/S.
Sagen ventes at være igennem det kommunale system, inklusive en offentlig hørringsperiode på otte uger, så endelig vedtagelse i byrådet kan ske i marts 2023. Og straks derefter kan byggeriet gå i gang.
Det nye Rema 1000-supermarked i Lunderskov skal opføres på et areal i den nordlige del af Lunderskov by med til- og frakørsel fra indfaldsvejen, Reinholdts Bakke, og med forretningsfacade vendt ud mod hovedvej 32, Kolding-Ribe.
Det handler om et område, som til dels i forvejen er udlagt til butiks-formål. I øjeblikket ligger der en Shell benzinstation med en større kiosk på arealet. Og tidligere har der ligget en dagligvareforretning på 750 kvadratmeter på stedet.
Opførelsen af det nye Rema 1000 kræver nedrivning af bestående byggeri. Blandt andet for at give plads til 65 nye P-pladser. P-pladserne skal anlægges på arealet mellem Reinholdts Bakke og Kongsbjerg.
Der lægges i sagen op til, at benzinstationen bevares som selvbetjeningsstation. Det samme gælder også for en ny vaskehal for biler.