Stor interesse for at sikre et bedre vandmiljø i vore søer 

Interessen er stor for at sikre et bedre vandmiljø i vore søer, fortæller naturvejleder  Rune Kjærgaard  Lange ( billedet) fra Kolding Naturskole. ( Foto: Kolding Kommune)

MILJØ/FÆLLES: Flere end 60 vandprøver, foretaget af miljøbevidste borgere, fra søer og vandhuller i Kolding Kommune, blev der indleveret til Kolding Naturskole i projektet ’Find en sø’.

Projektet gik ud på at hjælpe forskere på Syddansk Universitet med at undersøge vandmiljøet i søer over hele landet, dog primært med indsamlingssteder på Fyn og i Sydjylland, fortæller naturvejleder fra Kolding Naturskole Rune Kjærgaard Lange, der har hjulpet forskerne fra Syddansk Universitet med at indsamle prøverne.
”Find en Sø”- projektet er et såkaldt Citizen Science-projekt, eller på dansk: Et borgerinddragende projekt. Det betyder, at projektet er afhængigt af almindelige borgeres hjælp til at indsamle vandprøver fra søer og vandhuller:
– Jo flere prøver, jo klogere kan vi blive på vandkvaliteten i Koldings vandhuller og søer, fortæller Rune Kjærgaard Lange.
Indsamlingen af vandprøver var åben til og med uge 42. Projektet gik ud på, ved at downloade projektets app ”Find en sø”, og skaffe en tom halvliters vandflaske/sodavandsflaske eller lignende, fylde den med vand fra din nærmeste sø og så aflevere vandprøven på Naturskolen i Marielundskoven i Kolding. Og det var der altså flere borgere, der havde gjort. Analysereingen af prøverne foretages i slutningen af efteråret.

Stor værdi for kommunen

Formanden for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget, Jørn Chemnitz, er begejstret for de mange vandprøver og ser frem til undersøgelsens resultater:
-Når forskerne på SDU er færdige med at analysere vandprøverne, bliver de offentliggjort og tilgængelige for alle, og det bliver interessant at se resultaterne fra Kolding Kommune. Det er også positivt, at det meste af kommunen er repræsenteret i indsamlingen med prøver fra Vamdrup, Lunderskov, Stenderup Halvøen, Almind og Kolding by, for bare at nævne nogle af de mange steder, der er indsamlet prøver, fortæller Jørn Chemnitz.
Vandprøverne bliver undersøgt for kvælstof, fosfor, kulstof, organiske materialer med mere og kan blandt andet give svar på, hvordan vandkvaliteten, det pågældende sted er.
Med materialet som baggrund kan forskerne i langt højere grad svare på, hvad der så skal til for at forbedre vandkvaliteten i de enkelte søer, som i dag har problemer med dårlig vandkvalitet med algevækst, uklart vand eller lav biodiversitet. Lyder det fra naturvejlederen. / sebro

 

 

Se også