Julebelysningen fastholdes  – men i kortere tid

 

Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)

Julebelysningen vil også i år  – trods energikrise  – kunne opleves både i Kolding og i de tre centerbyer, Christiansfeld, Vamdrup og Lunderskov.

FÆLLES: Med energikrisen in mente har Kolding Kommune i tæt dialog med City Kolding og handelsstandsforeningerne i Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup besluttet at fastholde julebelysningen, men samtidig at tidsbegrænse både perioden og det daglige tidsrum for belysningen.

I Kolding betyder det, at julebelysningen tændes den 1. december, hvilket er to uger senere end sædvanligt, og slukkes igen den 1. januar. Desuden vil julelysene kun være tændt i tidsrummet kl. 15–22. Tidligere år har belysningen været tændt døgnet rundt.

– Som kommune er vi forpligtet til at gå forrest og sænke vores energiforbrug mest muligt. Men vi skal også finde en balance, hvor vi bevarer julestemningen, den gode oplevelse og understøtte handelslivet. Jeg er derfor utrolig glad for den store opbakning, vi har oplevet og det gode samarbejde, vi har haft med byernes handelsstandsforeninger, siger borgmester Knud Erik Langhoff.

Julebelysning i centerbyerne

Kolding Kommunes tre centerbyer tidsbegrænser ligeledes julebelysningen. I Christiansfeld bliver der som i Kolding tændt den 1. december og slukket 1. januar – og det daglige tidsrum begrænses til tidsrummet fra kl. 15 – 22.

I Lunderskov bliver julebelysningen tændt den 27. november og slukket den 29. december. Julebelysningen vil her følge gadelyset og således være tændt fra kl. 16 – 22. Desuden har Lunderskov Handels-, Håndværker og Industriforening indskrænket julebelysningen til Storegade fra Nørre Torv indtil Banegårdspladsen.

Vamdrup Handelsforening tænder for julebelysningen den 25. november og slukker det igen den 1. januar. Lyset vil i perioden være tændt i tidsrummet 6.30 til 8.15 og igen kl. 15.30 til 21. /sebro

Se også