Politiet er ude i påsken
Påsken er for mange en højtid, hvor man mødes i festligt lag, og hvor der ofte indtages spiritus. Politiet opfordrer der for til, at der på forhånd træffes aftaler, hvem der skal køre bilen hjem efter påskens festligheder, eller at man tager en taxa eller bus hjem.
– Spritkørsel er uacceptabelt, og noget som heldigvis et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det, er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores indsats er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre, fortæller Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Koncernkommunikation til Kolding Netavis.
- Vi ved fra undersøgelser, at alt for mange sætter sig bag rattet, selv om de er i tvivl om deres promille er for høj. Det betyder desværre ulykker på vejene, hvor personer kommer til skade eller mister livet. Hvis man er det mindste i tvivl om sin promille, bør man lade bilen stå, understreger Christian Berthelsen. /seb