Politikere satte forvaltningen på plads i sag om SFO
Er det politikere eller embedsmænd, der bestemmer i kommunen?
Først meldte Kolding kommune ud, at der kun ville blive én fælles SFO (skolefritidsordning) i sommerferien. Men så protesterede samtlige politikere i Børne- og Uddannelses-udvalget. Og nu bliver der fem lokale ordninger bl.a. på Kongsbjergskolen i Lunderskov.
– Det er jo en stor serviceforringelse for de forældre, som bor længst væk fra den fælles SFO, som skulle holde åbent på Brændkjærskolen i Kolding.Det fik flere forældre til at melde fra, fortæller Kristina Jørgensen, Lunderskov, som er formand for Børne- og Uddannelses-udvalget i Kolding kommune.
Det kunne blive en lang tur for forældre i Lunderskov, Vamdrup og Christiansfeld gamle kommuner, hvis de hver dag skulle køre deres børn til Kolding i ferien.
Derfor besluttede hun som formand sammen med alle politikere rundt om bordet, at der skulle være åbent i fem SFO’er i kommunen i sommerferien.
– Sagen var, at vi kun havde fået sagen på dagsordenen som en efterretningssag og ikke som en beslutningssag. Og desuden manglede de valide data. Forvaltningen havde oplyst det antal børn, der var tilmeldt i uge 27, og ikke det større antal, som der senere ville være, fortæller Kristina Jørgensen.
Valgflæsk?
Det skal dog siges til undskyldning for forvaltningen, at kommunen sidste år kun holdt én SFO åben. Derfor gik forvaltningen ud fra, at man gjorde det samme i år. Men forvaltningen indrettede sig nu skyndsomt efter politikernes ønsker.
– Kan man ikke mistænke jer politikere for, at I allerede er i gang med at drive valgkamp?
– Det kan man måske, men selv genopstiller jeg ikke, så det er i hvert fald ikke mit motiv. Jeg har bare kontakt med mange forældre, som fortalte mig, at hvis de skulle køre så langt, så var de nødt til at finde en anden ordning.
Prioriterer børnene
Når Kristina Jørgensen har besluttet ikke at genopstille, skyldes det netop hensynet til hendes egne børn, som er 3 og 4 år.
– Jeg synes da, det er helt vildt spændende at arbejde med børn og unge i kommunen. Men samtidig véd jeg også, at min tid med mine egne børn ikke kommer igen. Derfor har jeg besluttet at sige det politiske arbejde fra i nogle år – så kommer jeg måske tilbage senere, fortæller Kristina Jørgensen, som bor på Bakken 15 i Lunderskov.
Udover det krævende politiske arbejde har hun nemlig et 30-timers job som økonomiassistent i Kolding.
Med byrådsarbejdet følger der en lang række udvalgsposter. Kristina sidder i 12 udvalg og bestyrelser.
– Risikerer Dansk Folkeparti ikke at miste stemmer, når de lokale ikke kan stemme på en lokal kandidat?
– Jo, derfor har vi også holdt vores opstillingsliste åben, hvis der dukker en lokal mulighed op, slutter Kristina. Henri.