Færre besøgende giver anledning til overvejelse

Porten til Loppegården var knapt helt åben før folk stormede ind for at sikre sig de bedste lopper. (Foto: sebro-press).

Af Svend Erik Brodersen

journalist (DJ)

LUNDERSKOV: – Der kom ikke så mange, som tidligere set, men til gengæld, så købte dem, der kom rigtigt meget. Omsætningen løb op i rundt regnet 37.000 kroner, og det er fantastisk.

Sådan siger formanden for Lunderskov Y’s Mens Clubs, loppeudvalg, Bent Bechmann, efter det første marked på Loppegården efter corona’en.

Alligevel er der grund til overvejelser. Bent Bechmann udelukker nemlig ikke, at færre besøgende kan hænge sammen med et meget stort salg i corona-tiden over nettet:

– For at genskabe stor interesse for loppemarkederne skal vi måske overveje at begrænse salget på nettet – i hvert fald for de bedste ting, siger Bent
Bechmann.

Han føjer til dog, at noget af årsagen til at der kom færre end sædvanligt, også kan hænge sammen med, at der samme dag var loppemarkeder rigtigt mange steder i området.

– Men samlet set kan vi ikke klage. Det har været en fantastisk tid. Vi har i corona-tiden solgt for ikke mindre end 90.000 kroner på nettet og ved inviterede besøg på Loppegården. Og det betyder, at salget i indeværende regnskabsår år nu er på et samlet salg for 127.000 kroner. Ja, vi er næsten oppe på omsætningen for et helt normalt år, her hvor vi stadig mangler tre faste markeder på Loppegården, fortæller Bent Bechmann.

Avisen var med, da porten på Loppegården lørdag formiddag blev åbnet. Og her så det bestemt ikke ud til færre besøgende. Folk stod i kø foran porten, og den var ikke en gang helt oppe, før hallerne blev stormet:

– Ja i starten gik det helt som tidligere. Lige inden for porten havde vi lagt nogle tæpper frem til salg. De blev ligefrem trukket væk under fødderne på folk af købelystne, fortæller Bent Bechmann, som også er godt tilfreds med salget af tøj, og for interessen for den fine udstilling af kunst ude fra den store verden. Derimod var Bent Bechmann knap så begejstret for det svigtede salg af møbler.

Se også