Stepping Friskole fejrer de første 10 år
- Vi prøvede fra starten at lave en anden slags skole, end folkeskolen, og det lykkedes, sagde skoleleder Lise Klausen.
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
Stepping-borgerne har ord for, at de kan det de vil. Og de ville beholde deres skole i landsbyen, da Kolding Kommune ville nedlægge den. Men nej sagde Stepping. Og så lavede de bare deres egen friskole på rekordtid.
Da byrådet i Kolding besluttede at nedlægge skolen i Stepping glemte de åbenbart at tage forældre og borgere i ed. Kun ganske få forældre valgte at sende deres poder over »grænsen« til nabosognet Ødis for at få dem undervist. De valgte deres egen helt nye friskole.
Fredag i sidste uge gik flagene så til tops i landsbyen – og ved deres skole. Deres egen friskole kunne nemlig fejre 10-års jubilæum. Og det blev gjort med fest i skolegården.
Der var fremskaffet en mobil scene og et højtaleranlæg. Der var forskellige aktiviteter rundt omkring, der var fællessang, og der var taler, som hører sig til, når et jubilæum skal fejres. Christiansfeld Avis var også med.
Ingen selvfølge
Formanden for skolens bestyrelse, Claes Pasgaard Erlang, benyttede lejligheden til at gøre opmærksom på, at det ikke var en selvfølge, at skolen nu kunne fejre 10-års jubilæum:
– Vi står her, fordi en række forældre og lokale ildsjæle satte sig for at starte en friskole. De ville næsten for enhver pris bevare Stepping og lokalområdet, og i det spil er en skole utrolig vigtig. Jeg tror dog ikke helt, de vidste, hvad de gik ind til. Der skulle købes bygninger. Der skulle findes en skoleleder og ansættes lærere og hele projektet skulle finansieres. En meget stor opgave med en skarp deadline. Allerede efter sommerferien skulle skolen være klar. Tak til jer der løftede opgaven, lød det fra Claes Pasgaard Erlang.
Skolens leder, Lise Klausen, fortalte, da hun startede på skolen for ti år siden, var der kun tretten ansatte, nu er der 40.
Lise Klausen glædede sig over, at skolen ikke alene havde fået lov til at bestå, men også over at den har udviklet til det, den er i dag med blandt andet overbygnings-klasser og senest med et børnehus i skoven med tilknytning til skolen:
– Vi prøvede fra starten at lave en anden slags skole, end den kendes fra den almindelige folkeskole, og det lykkedes, sagde Lise Klausen.
Både skolens formand og daglige leder benyttede lejligheden til at fremhæve, at Stepping Friskole bygger sit virke på den grundtvig- koldske tankegang, hvor der tages udgangspunkt i det enkelte barn.