Stort opbud af brandbiler ved brand i lade ender nu i Beredskabskommissionen

Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)

VAMDRUP: En sag om et tilsyneladende alt for stort opbud af brandbiler og mandskab til en brand i en lade ved et landbrug på Ødisvej i Vamdrup ender tilsyneladende nu i Beredskabskommissionen.

Det er det nyvalgte konservative medlem af Kolding Byråd – og dermed også af Beredskabskommissionen for TrekantBrand, Freddy Christensen, Vamdrup, der nu vil have en forklaring på, hvorfor der blev tilkaldt et opbud på op mod 15 brandkøretøjer til branden i Vamdrup. Standard-udrykning skal ifølge TrekantBrand normalt kun omfatte én automobilsprøjte og en tankvogn fra nærmeste brandstation – suppleret med en tankvogn fra en anden nærliggende station. Altså kun tre køretøjer!
Freddy Christensen følger op på sagen blandt andet efter opfordring fra tidligere beredskabschef i Vamdrup Kommune, Ole B. Laursen, som i et læserbrev i Ugeavisen Vamdrup langer ud efter TrekantBrand disponering i forbindelse med branden på Ødisvej i Vamdrup.
Ole B. Laursen mener, at det store opbud af køretøjer slet ikke var nødvendigt. Han skriver blandt andet:
”TrekantBrand Vamdrup blev tilkaldt søndag den 2. januar klokken 14.17. Ved ankomsten var dyrene reddet af ejeren. Laden var fyldt med halm, som hurtigt fik varmen til at springe eternittaget, så varmen her ved kunne drive til vejrs. Vinden var i en gunstig retning i forhold til andre bygninger. Den brændende bygning kunne ikke reddes, og halmen fik der for lov at brænde ud under kontrol.
Indstatslederen, som jo har det fulde overblik over situationen, vurderer dog, at der skal kaldes assistance fra følgende brandstationer – og hold nu fast – foruden fra Vamdrup fra Skodborg, Lunderskov, Jels, Stepping, Kolding, Middelfart, Fredericia og beredskabets frivillige fra Kolding!”

Skræmmende
– De mange brandkøretøjer med fuld udrykning virker helt forståeligt opskræmmende på folk. Ingen kan jo fortænke dem i, at være bange for, at der virkelig sket en katastrofe eller meget stor ulykke, siger Freddy Christensen. Og han påpeger, at der jo også kan være tale om unødvendig udrykningskørsel på gader og veje.
– Jeg kan da godt også indrømme, at jeg selv en tid, før jeg blev valgt ind i byrådet og Beredskabskommissionen, har fulgt TrekantBrands disponeringer og har undret mig over de mange brandkøretøjer, der ofte rekvireres til tilsyneladende helt ufarlige brande.
Og det er åbenbart et fænomen, som fortrinsvis finder sted her i Kolding Kommune, siger Freddy Christensen – som iøvrigt selv har erfaring på området, idet han har tidligere har mange år på bagen som brandmand.

Skattekroner
Ole B. Laursen udtrykker videre i læserbrevet, at han godt forstår, hvis der disponeres, som ved branden i Vamdrup, da Vejle Kommune har besluttet at forlade TrekantBrand og fremover vil løse opgaverne med eget brandvæsen Han slutter sit læserbrev således:
”Jeg har en forventning om, at Vamdrups nye medlem af Beredskabskommissionen vil spørge ind til sagen. Det jo trods alt os skatteborgerne, der skal betale”.
Beredskabskommissionen er tilsynsmyndighed over for beredskabet og dermed også for TrekantBrand, som fem kommuner står bag.

Se også