Skamlingvejen spærret for gennemkørsel i aften- og nattetimer

Det nye lysregulerede kryds Skamlingvejen/Kløvervej i Kolding vil være lukket for gennemkørsel i aften- og nattetimerne fra søndag den 22. maj til onsdag den 25. maj.

Der skal lægges nyt asfalt slidlag på strækningen. Der etableres omkørsel for alle trafikanter, undtagen cyklister og fodgængere, som fortsat vil kunne passere krydset.

Det nye kryds blev ombygget og forsynet med trafiklys tidligere på året. Nu har belægningen haft tid til at sætte sig, så det endelige asfaltslidlag kan lægges på, fortæller kommunen.

”Skamlingvejen er en af de mest befærdede veje i Kolding By. Derfor har vi valgt at udføre asfaltarbejdet i aften- og nattetimerne, så trafikken påvirkes mindst muligt, når folk skal til og fra arbejde,” fortæller projektleder Jørn Carstensen, Kolding Kommune.

”Til gengæld kan krydsets naboer blive forstyrret af støj i aften- og nattetimerne, men vores entreprenør forsøger selvfølgelig at minimere generne mest mulig. Den værste støj vil man formentlig opleve den første aften og nat, hvor det gamle slidlag skal fræses af,” beroliger Jørn Carstensen.

Henri.

Se også