Aller Aqua Egypt vinder Kronprinsens pris for ’Excellence Business’
Aller Aquas direktør og partner i Egypten, Hussien Mansour, har vundet dette års ”H.K.H. Kronprins Frederiks Business Excellence Award”.
– Denne præstation er en ære for hele Aller Aqua Group, og vi er utroligt stolte over, at Hussien Mansour er blevet nomineret – og har vundet denne pris! siger bestyrelsesformand Henrik Halken.
Udover at være bestyrelsesformand i den egyptiske afdeling, er han Vice President i hele Aller Group.
– Vores første kontakt med Egypten fandt sted i 2009, og i 2011 dannede Aller Aqua Group et joint venture med den egyptiske Mansour-familie. Hussien overtog rollen som CEO i årene efter, fortæller Henrik T. Halken.
Han siger, at Hussien har været ivrig efter at bringe organisationen og forretningen i Egypten op på et højt niveau af engagement, knowhow og professionalisme.
Hussien har ændret virksomheden fra en mindre aktør til en markedsleder i Egypten.
– Det er en fuld og helt fortjent pris, Hussien har fået. Fra dag ét har vi arbejdet positivt sammen; vi har overvundet ekstreme udfordringer, blandt andet revolutionen tilbage i 2011 og senere store økonomiske udfordringer i Egypten. Hussien har altid været åben, positiv og samarbejdsvillig på alle niveauer i vores organisation. Jeg ser denne pris som det smukkeste eksempel på, hvad der kan opnås i en virksomhed, når vi samler folk fra forskellige kulturer, slår kræfterne sammen, arbejder hårdt og altid holder momentum! siger Halken.
Hovedsædet er i Christiansfeld
Aller Aqua er en dansk familieejet virksomhed med hovedsæde i Christiansfeld.
Aller Aqua producerer 340.000 tons fiskefoder årligt til mere end 70 lande verden over fra fabrikker i Danmark, Polen, Tyskland, Egypten, Kina, Zambia og Serbien.
Der er mere end 650 ansatte i hele verden.
I 2022 var den årlige omsætning 274 millioner euro.