Bekæmp klima- krise og inflation – tag til loppemarked…!

Hallen er fyldt med ting til lave priser. Foto: Sebro-press.

– Bekæmp klimakrise og inflation – støt genbrug – tag til loppemarked!

Sådan lyder opfordringen fra Hans Chr. Engholm Rask fra informationsudvalget i Lunderskov Y’s Mens Club.

Tanken er, at hvis man køber genbrug i stedet for at købe nyt, så skal der produceres mindre og udledes mindre CO2. Dermed falder det udslip, som de kloge hoveder mener er skyld i den globale opvarmning. Og inflationen falder måske også, hvis der er mindre efterspørgsel.
Selv om man måske ikke helt køber argumentationen, så opfordrer Lunderskov Y’s Mens Club alligevel til at besøge ”sensommer loppemarked” lørdag d. 2. september kl. 9 – 12 på Loppegården, Rolykkevej i Lunderskov.

Sagen er nemlig, at overskuddet ved salget deles ud til gode lokale formål.
Derfor forventes der igen en kø af loppekøbere, når porten hæves på Loppegården.

– Hallerne er fyldte med ekstra gode lopper af næsten alle slags og klargjorte, så lopperne står overskueligt på hylderne, fortæller Hans Chr. Engholm:

– Møbler, fint genbrugstøj, børnesengesæt, sjove puder, tekstiler fra Fairytale-serien, babylegetøj fra Kongens Sløjd. Stofbleer, tæpper, puslepuder mm. Stofduge og servietter.

Velourduge på 3 meter, remser Hans Chr. Engholm op og fortsætter:

– Cykler, værktøj og måske lige den dims, man mangler til reparation. Havegrej, lamper og TV, højtalere, radioanlæg, køkkengrej, glas og porcelæn, billeder, malerier og rammer, tasker, sko og kufferter. Samt ”nye” CDer og DVD’er, gamle grammofonplader og bøger. Og ikke mindst en fin samling legetøj.

Tombolaen er fyldt med fine gevinster, og der er dejlig, varm kaffe i caféen, lover Hans Chr. Engholm.

Se også